Kr. Sandfeld Jensen: Anm. af Storm, Dialogues français. ` 35 Samfundets Velfærd, og selv hvor man gaar over fra Individet til Samfundet, er det mere et socialt end et politisk Synspunkt, der anlægges (p. 296). Overgangen fra den ældste til den mellemste Stoa bevirkes især ved Karneades’ gennemtrængende Kritik af de stoiske Hovedlærdomme. Atter her have vi et stort literært Tab at beklage, ti det vilde have været af overordentlig stor Betydning, om vi kendte denne Oldtidens Hume paa første Haand. Han har kriticeret den stoiske Psykologi, opkastet Tvivl om Muligheden af en almengyldig Etik, kriticeret Læren om den Vise og om «Mellemtingene» og paavist Slaveriets Uforenelighed med den stoiske Etik. Paa alle disse Punkter har han foranlediget Ændringer at betydningsfuld Art, Ændringer, som til Dels vare Betingelsen for, at Stoicismen kunde blive saa Meget for saa Mange i etisk og religiøs Henseende i Oldtidens sidste Aarhundreder. Harald Høffding. Joh. Storm: Dialogues français. Cours supérieur. Copenhague 1897, Gyldendal. (Franske Taleøvelser. Højere Trin. For Viderekomne.) XII- 219 pp. Denne fortsættelse af prof. Storms velbekendte «Dialogues français» vil sikkert i høj grad tiltale dem, der har lært at sætte pris paa første del, og at det ikke er saa ganske faa, fremgaar tydeligt deraf, at den ikke blot har oplevet flere oplag, men ogsaa er bleven oversat paa forskellige sprog. Om nærværende bog er der i grunden ikke stort mere at sige, end at den besidder ganske de samme egenskaber som sin forgænger. Den indeholder 50 samtaler, hvoraf dog enkelte (4, 6, 14, 15, 44) kun uegenligt kan kaldes saaledes. Indholdet er meget livligt og underholdende og paa ganske faa undtagelser nær taget fra moderne franske forfattere. At ogsaa Molière findes blandt disse, vil der ikke kunne indvendes noget imod. Harns samtids beskyldninger mod ham for skødesløst sprog bunder jv dog deri, at man ikke var vant til at se det naturlige talesprog anvendt i literaturen; hos Molière finder vi sikkert datidens talesprog i dets mest uforfalskede skikkelse, og der behøves kun faa ændringer for at modernisere hans sprog. Hovedinteressen ved bogen knytter sig naturligvis til de noter, hvormed texten hele tiden ledsages. Medens første del nærmest er beregnet paa indøvelse af formlæren, tages der her i