Nilsson, Loddfáfnismál. 139 Det 6. og sidste afsnit, om Loddfáfnir som Sigurds tilnavn, er det mindst heldige. Efter et par bemærkninger om de første vers af Grípisspá, som bör noteres, samt efter at have omtalt Sigurds forblommede udtryk om sig selv (i Fáfnismál), vil forf. (i henhold til Bugge) forklare navnet Loddfáfnir som «den fast favnende» i henhold til Völsungasagas beretning om Sigurds vanskelige fødsel, de mange år, han forblev i sin moders liv, Men dette er i virkeligheden absurd. Intet menneske vilde være falden på at kalde en person, der kun med besværlighed kunde sættes i verden, af den grund <den fast favnende»; var det endda den «fast vedhængende» eller lignende, men «favnende», det er noget helt andet. Jeg kan således ikke finde forf.s resultater på noget punkt tilstrækkelig underbyggede. Jeg må derfor fremdeles anse « Loddfáfnismál» som et Odinskvad, og jeg vil i denne forbindelse særlig fremhæve den gamle traditions betydning. I det 12. årh. — for så langt tilbage går optegnelsen af Hávamál — har man opfattet digtet som Odins tale. Dette må bero på en gammel tradition, og denne har vi ikke ret til uden videre at forkaste, medmindre vi med solide grunde kan godtgöre dens uholdbarhed. Det er urigtigt, når vi, i det 19. årh., ofte bilder os ind at vide noget bedre end vore gode kilder fra 12. og 13. årh. Til slutning må jeg også bemærke, at navnlig unge forskere må være forsigtige med at erklære oversættelser og semasiologiske forklaringer f. ex. hos G. Vigfússon for urigtige. Forf ytrer, s. 44, at Vigfússons oversættelse af at vaxa fyr vina brjósti «to grow up for the face of friends» er urigtig, Thorpes derimod («to grow in the lap of friends») rigtig. Dette er absolut falsk. Ὁ. Vigfússons forklaring er den eneste mulige, den eneste rigtige. Hvor skulde også Thorpe forstå islandsk bedre end G. Vigfússon? Thorpes og forf.s opfattelse er, når der tages hensyn til sammenhængen, også ganske uantagelige. Skönt jeg således ikke er enig med forf. i hans resultater, tör jeg dog betegne hans afhandling som et glædeligt tegn på, hvilken tiltrækningskraft de gamle Eddadigte stadig har, ikke blot i den gamle, men nu også i den nye verden. Jeg vil ønske, at fortsatte studier må bringe os mange gode og holdbare resultater. Kbhvn., i Oktober 1898. Finnur Jónsson.