156 Hans Ræder: søger at tale Makedonerkongen til Behag, kan give Xenophons Fremstilling, er af saa stor Betydning. Ligesom det altsaa ikke er store, opsigtsvækkende Opdagelser af hidtil ukjendte Litteraturværker, som ere gjorte i Oxyrhynchos, saaledes maa det ogsaa med Hensyn til den textkritiske Betydning af de fremdragne Fragmenter af ellers bevarede Værker siges, at store Overraskelser — som egentlig heller ikke var at ønske — bringe de ikke. Det er jo heller ikke særlig gamle Textprøver; de fleste ere fra det 2det eller 3die Aarhundrede e. Chr., nogle yngre, men altsaa dog betydelig ældre end de Haandskrifter, som vi ellers have at rette os efter. Overensstemmelsen viser sig overalt temmelig stor, og der findes intet Exempel paa, at en Textforvanskning af større Omfang er indkommet efter Papyrusfragmenternes Tid; omvendt finde vi derimod paa flere Steder allerede i disse utvivlsomme Fejl, som vi kjende fra de senere Haandskrifter, men enkelte Steder er der unægtelig, hvor den gamle Overlevering er den bedste. Vi faa saaledes et Fingerpeg om, hvor vidt det er tilladt at gaa i Konjekturalkritik. De vigtigste af de offentliggjorte Fragmenter skulle nu flygtig berøres. Af det nye Testamente findes et Par mindre Fragmenter, af hvilke det ene, som indeholder en Del af det 1ste Kapitel af Matthæusevangeliet, af Udgiverne antages at være skrevet i det 3die eller Begyndelsen af det 4de Aarhundrede og saaledes er det ældste existerende Brudstykke af et Haandskrift af det nye Testamente. Texten stemmer temmelig nøje med vore ældste Haandskrifler, Sinaiticus og Vaticanus. Af Fragmenterne af de klassiske Forfattere er det betydeligste et af Thukydides (IV 36—41), som efter en tidligere Offentliggjørelse er benyttet i Hudes nye Udgave af denne Forfatter. Paa ikke saa faa Steder synes her Papyrusfragmentet at byde en Læsemaade, som er bedre end de ellers overleverede. Saaledes udelader det cap. 37, 1 Ordet ὅτι, som i Forbindelse med en følgende Accusativ med Participium giver en meget haard Anakoluthi, og som ogsaa tidligere Herwerden havde slettet. Cap. 37, 2 findes βούλονται (Indikativ bibeholdt fra den direkte Tale) for βούλοιντο, cap. 38, 1 er den rigtigere Form ἀνοκωχῆς for ἀνακωχῆς, som