Strøbemærkninger. 9 b. Som bekjendt underforstås også af et negativt verbum det tilsvarende positive. Nogle hårdere forbindelser af denne art har Madvig påvist i anmærkningen til Cic. de Finn. 2, 25; til de anførte steder kunde föjes Sen. de const. sap. 3, 2: Si negas (sapientem) accepturum injuriam, id est neminem illi tentaturum facere, ... Stoicus fio. På en ejendommelig måde har Livius (27. ὃ, 15) ladet det led hvor det positive verbum skal underforstås gå forud for det negative: Consul in Sicilia se ... dictatorem dicturum esse ajebat, patres extra Romanum agrum (eum auiem Italia terminari) negabant dictatorem dici posse. — Til de i Madvigs lat. sprogl. § 462 b anførte verber kan föjes veto, hvoraf impero eller jubeo underforstås Cic. de Legg. 2, 67, Liv. 27, 10, 10, Plin. H. N. 25, 61; ligesom sino af prohibeo Svet. Domit. 7. Det förste led er ikke altid et enkelt negativt verbum, men kan bestå af nægtelsespartiklen og et positivt, f. e. Sen. de benef. 1, 1, 10: Turpe est non reddere, si licet. Undertiden er det så ikke selve det brugte verbum der skal underforstås, men et andet der danner modsætning til hele det förste led. Således skriver ikke blot Lucrets (6, 703 fgg.): Sunt aliquot quoque res quarum unam dicere causam Non satis est, verum plures (nl. dicere oportet el. convenit), men også i jævn prosa Celsus (3, 5 pag. 84, 28 Daremb.): Neque satis est ipsas tantum febres medicum intueri, sed etiam totius corporis habitum. Ter. Andr. 624 underforstäs, i dette tilfælde finde is tilföjet som subject (i andre tilfælde kan det jo ikke undværes), ja endog i/e; se Ter. Andr. 330—331: Neutiquam officium liberi esse hominis puto, quom is nil mereat, postulare id gratiæ adponi sibi; jfr. Cæs. B. G. 7, 20 (nulli — is}. Sen. de benef. 3, 28, 3: Neminem despexeris, etiamsi circa illum obsoleta sunt nomina, ligl. 4, 11, 2: Nulli prosum, nisi ut in vicem ille mihi prosit. — At der også på dansk af ingen kan underforstås enhver el. alle er bekjendt; et Skridt videre er Goldschmidt gået ved at skrive (Hjemløs 2 s. 521): «Det er vel Faa givet, at naar Haaret graaner og Huden rynkes, blive de som Horats til Svaner og flyve syngende bort, i let Flugt hen over den mørke Cocytus, ind i Elysiums <«Gefilde». Tvertimod blive de (d. e. de Fleste) til elendige Stakler, der vakle mellem Himmerig og Helvede» osv., og (Ravnen s 458): «Meget Faa have kraftig Phantasi nok til af egen Magt at tilveiebringe baade Grund, Materialier og Bygning; de opføre Bygningen paa egen Grund.»