8 O. Siesbye: 3 (jfr. ovfr. S. 5 lin. 1. fg.) a. | Efter at Cicero i talen for skuespilleren Roscius har udviklet forskjellen mellem den omhyggelig førte regnskabsbog og den blotte kladde, drager han (§ 7) følgende slutning: /taque adversaria in judicium protulit nemo; codicem protulit, tabulas recitavit. Det er tydeligt, at subjectet til de to sidste led her ikke er nemo, men et positivt ord; men det kan heller ikke være omnes i dette ords fulde betydning, eftersom jo ikke alle har været i det tilfælde at måtte fremlægge deres regnskabsbøger; det må være noget sådant som: quicumque quid protulit. Heller ikke i et hos Ammianus Marcellinus opbevaret .fragment af Cicero (se Baiters og Halms udgave vol. 4 p. 842): Pecunia corrumpere pudentem (sål. Hirschfeld, hdskr. prudentem) nemo potest, dicendo potest kan subjectet til det sidste led være det altomfattende positive modsætningsord til nemo, da jo ingenlunde alle har den til at bestikke en samvittighedsfuld dommer fornødne tungedygtighed; det er snarere aliquis. Andre steder er det igjen quisquam der πιὰ underforstås, som Tuse. 5, 100: vitæ, in qua sapiens nemo efficietur umquam, moderatus vero multo minus; jfr. Vatin. Epp. ad Famm. 5, 10 a, 1: De Dionysio tuo adhuc nihil extrico, et eo minus, quod cet.'; Sen. ad Marc. 16, 5. — Hyppigst vil det dog vel være, at der af nemo (eller et dermed enstydigt quis, se Sen. Ep. 86, 6) underforstås omnes, og i analogi hermed uterque af neuter; se Quint. 2, 17, 27: Neutrum est turpe, cum eœ bona ratione proficiscitur; jfr. Cic. Phil. 11, 16: Duæ dictæ sunt sententiæ, quarum neutram probo: alteram, quia semper, nisi cum est necesse, periculosam arbitror, alteram, quia alienam his temporibus existimo, hvor der til det i neutram skjulte utramque slütter sig to parallele delingsled i apposition (neutram probo = utramque improbo)? ' Kunde Vatinius ogsaa have skrevet et eo magis? Liv. 21, 22, 1 står Neque Hispaniam neglegendam ratus, atque id eo minus, quod cet., men Cæs. B. G. 1, 47: Colloquendi Cæœsari causa visa non est, et eo magis, quod —. Et personligt, possessivt, eller relativt pronomen der formelt slutter sig til et negativt (ingen, niemand, nemo, οὐδείς 0. s. v.) hører jo, som det med hensyn til dansk sprogbrug er bemærket af Mikkelsen (§ 184, 2 a), i virkeligheden til det i det negative indeholdte positive; men medens hos os et säledes brugt personligt pronomen er tonløst, kan man på latin