12 O. Siesbye: måde. (Kan overhovedet μὴ — καί stå således, at negtelsen kun gjælder det förste led og der i det andet skal underforstås ἵνα Ὁ) 4. ΤΙ de af dr. Hude i 6te bind s. 155 flg. og 7de bind s. 124 anførte exempler på sætningsassimilation kan jeg föje adskillige, af græsk litteratur dog kun to. Det ene findes i Platons Stat p. 466 E, hvor det udvikles hvilken opgave kvinderne skal have som deltagende i krigsførelse: Κοινῇ otoaτεύσονται, καὶ πρός γε ἄξουσι τῶν παίδων εἷς τὸν πόλεμον ὅσοι ἁδροί, ἵν᾽ ὥσπερ οἵ τῶν ἄλλων δημιουργῶν ϑεῶνται ταῦτα ἃ τελεωϑέντας δεήσει δημιουργεῖν. πρὸς δὲ τῇ Véa διακονεῖν καὶ ὑπηρετεῖν πάντα τὰ περὶ τὸν πόλεμον, καὶ ϑεραπεύειν πατέρας τε καὶ μητέρας. Stallbaum har rigtigt bemærket, at sammenhængen fordrede διακονῶσι καὶ ὑπηρετῶσι καὶ ϑεραπεύωσι, Og at infinitiverne ere fremkomne under pävirkning af δημιουργεῖν. Det andet sted er meget kort; det findes i nogle hos Polybios 31, 21 opbevarede vers og lyder således: 7Τόλμα τι, κινδύνευε, πρᾶττ᾽, ἀποτύγχανε, `Enírvys' πάντα μᾶλλον ἢ σαυτὸν πρόου. Meningen er jo tydeligt nok, at man ikke skal give sig selv til pris, og den almindelige form til at betegne dette vilde vel være: πάντα ὥστε μὴ (eller πρὶν) σαυτὸν προέσϑαι. På latin vilde man sige: Omnia potius quam ipse te prodas. I oratio obliqua vilde en regelret udtryksmåde så være: Promitto me omnia poiius facturum, quam ipse me prodam, men man kunde også sige: Promitto me omnia potius facturum, quam me ipsum proditurum, og pà samme måde vilde, hvis der i förste led havde stået gerundiv, dette også kunne sættes i andet; se Madv. Opusc. Acad.? p. 744, til de anførte steder kan föjes Cic. Verr. 1, 81, ad Att. 7, 6, 2, Brut. 314. Vi har da her en hel række steder af samme art analoge med det af dr. Hude sidst anførte. Når Cicero i Crit. 1 p. 368 foreslåede ændring. Med hensyn til za skriver Madvig: «Sed residet scrupulus in καί, quod aptum non est»; i Zeitschrift für österreichische Gymnasien 23 s. 512—513 har Vahlen anført en række af exempler fra Platon, for at vise at Madvigs betænkelighed var ugrundet. Tidsskriftets læsere vil det uden tvivl glæde at læse følgende udlalelse af den udmærkede lærde: «Madvig verbreitet mit der nicht gewagten und sprachlich richtigen Besserung an Stelle der bisherigen Quälerei der Erklärung wohlthuende Klarheit.»