Strøbemærkninger. 13 talen for Milo § 84 siger, at den tilværelsen gjennemtrængende vis havde indgivet Clodius den tanke, ut vi irritare ferroque lacessere fortissimum virum auderet vincereturque ab eo, quem si vicisset, habiturus esset impunitatem et licentiam sempiternam, kan det jo ikke have været Clodius’s hensigt at blive besejret af Milo; men netop fordi tanken siges at være ham indgivet af en höjere magt, der så at dette måtte blive følgen af hans vovestykke, bliver, som også Halm har bemærket, tilknytningen i samme modus forklarlig. Også hos Livius findes der steder hvor der til en med μή indledet bisætning föjes noget nyt, der vel står i forbindelse med dens indhold, men dog snarere burde være fremtrådt som en selvstændig sætning. Næsten umærkelig er uregelmæssigheden 9, 13, 9—10 og 9, 43, 4, andre steder er fortsættelsen i conjunctiv mere besynderlig, således 2, 59, 3, hvor der er fortalt, at den mod sin feltherre oprørske hær efter at være ført mod Volskerne greb flugten, og ikke standsede før den saa fjenden plante sine faner på voldene og nedhugge bagtropperne: Tum expressa vis ad pugnandum, ut victor jam a vallo summoveretur hostis, satis tamen appareret, capi tantum casíra militem Romanum noluisse, alia gaudere sua clade atque ignominia, hvor Møller rigtigt har oversat satis tamen appareret osv. som en hovedsætning. I 33te bog kap. 16 fortælles det, at a. 197 to Korkyræere, som havde virket for et forbund med Romerne, bleve domfældte, fordi stemningen overvejende var for at holde fast ved den tidligere forbindelse med Makedonerne. Det lykkedes dem imidlertid at få adgang til en folkeforsamling, hvor de först gjendrev de mod dem rettede beskyldninger, og tilsidst ultro aliquid etiam queri et castigare iniquitatem simul in se crudelitatemque ausi ita affecerunt animos, ut omnia, quæ in eos decreta erant, frequentes tollerent, neque eo minus redeundum in societatem Philippi abnuendamque Romanorum amicitiam censerent. Det er indlysende, at bestemmelsen om at holde fast ved kongen og forkaste et forbund med Romerne ikke kan have været følgen af de domfældtes tale efter den beskaffenhed der tillægges denne. Man kunde måske antage at conjunctiven censerent her beroede på en afskriverfejl og at Livius havde skrevet censuerunt; men en