- Strøbemærkninger. 15 masculinum; det er ikke nogen digterisk frihed når Ovid (ex Ponto 3, 6, 11) skriver: non vetat ille sui quemquam meminisse sodalis; også Livius siger (3, 27, 2): Vetant quemquam privatæ rei quicquam agere, og (22, 55, 8): Custodes ad portas ponant, qui prohibeant quemquam egredi urbe. Skjönt aliquis ikke betegner nogen på den abstracte måde som quisquam, kan det samme også finde sted ved dette pronomen. Når Livius (36, 35, 2) fortæller, at T. Quinctius, på de i Naupaktos belejrede Ætoleres indstændige bön om at han vilde føle medlidenhed med dem, exire aliquos jussil, kan meningen ikke være, at han befalede en og anden navngiven person at komme ud, men at han gav befaling til at nogle (hvem der nu vilde eller hvem der blev valgt dertil) skulde komme ud; havde det förste været meningen, vilde Livius have nævnet i det mindste Phæneas mellem dem der fik befalingen, mens han nu först bagefter fortæller: Ph2æneas ipse principesque alii extemplo egressi sunt.’ Men også ved bestemt betegnede enkeltindivider eller corporationer kan det samme tilfælde indtræde. Cæsar fortæller i begyndelsen af Gallerkrigens anden bog om en samtale han havde med to mænd, som Remerne havde sendt til ham; efter at denne er endt, hedder det så (c. 5): Cæsar Remos coħortatus liberaliterque oratione prosecutus omnem senatum ad se convenire principumque liberos ad se adduci jussit; det er tydeligt, at den förste ordre er givet ikke til det hele senat, som ikke havde været tilstede, men om det; at følgelig den ligesåvel som den anden må betragtes som accusativ med infinitiv. Og når det fortælles (Liv. 33, 34, 11) om T. Quinctius og de ti legati der med ham skulde ordne græske forhold: Amynandrum tenere jusseruni castella, quæ per belli tempus Philippo capta ademisset, menes der vistnok ikke, at de kommanderede Athamanerkongen til at beholde hvad han havde erobret, noget han vel nok havde gjort uden kommando; men de befalede, at han skulde beholde det, d. v.s. at man skulde lade ham beholde det. — At der hvor accusativen betegner en ting ikke (undtagen måske hvis den per- ' [Sml]gn. Xen. Anab. II ὃ, 36: προελϑεῖν ἐκέλευον εἴ τις εἴη κτλ. Red.]