14 O. Siesbye: tilsvarende textændring vilde være aldeles utilstedelig på det sted jeg nu skal anføre. I 8de bog kap. 7 hedder det at T. Manlius’ soldater, da han havde udtalt dødsdom over sin sön, i begyndelsen stod målløse, men da henrettelsen havde fundet sted, tam libero conquestu coortæ voces sunt, ut neque lamentis neque exsecrationibus parceretur, spoliisque contectum juvenis corpus, quantum militaribus funus ullum concelebrari potest, structo extra vallum rogo cremaretur, Manlianaque imperia non in præsentia modo horrenda, sed exempli etiam tristis in posterum essent. Stærkest, igrunden meningsløst, træder en sådan ud over den retie grænse anbragt conjunctiv frem 1, 43, 11, hvorom jeg ikke finder det fornødent at udtale mig, da jeg kan henvise til Wesenbergs bemærkning i dette tidsskrifts förste rækkes 9de Ριηα4 5. 7.: 5. At Madvig medrette har skjelnet mellem en infinitiv föjet som complement til objectet for visse verber (jubeo, sino, veto, prohibeo te abire) og accusativ med infinitiv ved de samme verber (jubeo, sino, veto, proħĥibeo ie interfici), kan der neppe være tvivl om”; men det forekommer mig, at han har draget grænsen noget for skarpt ved at sige, at den sidste construction kun kan finde sted ved en passiv infinitiv eller esse. Der kan være tilfælde hvor det ord der står i accusativ har en sådan betydning, at det slet ikke kan tænkes som object for en befaling eller tilladelse, forbud eller hindring. Dette er nødvendigvis tilfælde ved quisquam, ikke blot i neutrum (f. 6. Cic. de fato 28: causæ- quæ prohibeant quidquam cadere secus atque casurum sit), men også i ' Jeg har noteret, at Ph. Wagner et eller andet sted har behandlet nogle af de her anførte steder; men jeg kan ikke angive hvor det er. * Begge constructioner forbundne med hensyn til samme person vil man finde Tac. Hist. 2, 64: Vitellius Dolabellam vocatum per epistulas . devertere atque ibi interfici jussit, og i omvendt orden Curt. 5, 4 (= 14 Z.), 12: Alexander capticum armari jubet Macedonum more et, quod bene verteret, monstrare iter (håndskr. monstraret, som vilde frembyde samme dobbelthed; men jeg tror, at Zumpt med rette har fulgt Freinsheims conjectur, skjönt Curtius andre steder har jubere med conjunctiv; efter verteret kunde den følgende infinitiv let forandres). — Som bekjendt behandles begge former ens ved overgang til passiv; det hedder ikke blot juberis abire, men også juberis interfici.