Mere om Lykisk. 27 meniske Afledsendelser for u-indoevropæiske. Kærnen i Kretschmers Indvendinger mod det lykiske Sprogs indoevropæiske Karakter synes imidlertid at være den, at han savner indlysende indoevropæiske Etymologier, og han mener at have vundet sin Sag ved at afvise en usikker Etymologi, som Bugge havde gjort den Fejl at beråbe sig på som sikker. Da jeg altid har taget Forbehold overfor den pågældende Etymologi og ikke har benyttet den hverken til at overbevise mig selv eller til at overbevise andre om det lykiske Sprogs ievr. Karakter, skal jeg ikke gå ind derpå, men blot fremhæve, at det slet ikke er Etymologierne, men Sprogbygningen, der er afgörende for Bedömmelsen af det foreliggende Spörgsmål. For hele Spörgsmålet om det lykiske Sprogs Stilling er Thomsens Arbejde af den allerstörste Betydning. Efter min Mening vil nemlig de Sprogforskere, som ikke selv arbejder Indskrifterne igennem, rette deres Skepsis ikke så meget mod Konklusionerne som mod Præmisserne hos Tilhængerne af den ievr. Theori. At et Sprog med en Böjning som Nom. Zada «Hustru» Acc. lada Dat. ladi Acc. Plur. adas Dat. Plur. /ada Gen. Plur. /adąi; prínavate «han byggede», prrínavąte «de byggede», et Sprog, hvor emi betyder «min» og ze, ni «ikke», er indoevropæisk, vil man næppe betvivle; men man vil snarere tvivle om, hvorvidt alle disse Former virkelig står fast. Det har derfor den allerstörste Betydning at se, at disse Former anerkendes af en så skeptisk og forsigtig Forsker som Vilh. Thomsen, om hvem man iforvejen véd, at han er en Kender af mange forskellige Sprogætter, og at han altså ikke er udsat for at gribes af det aprioriske Ønske om at göre Sproget indoevropæisk, som kunde tænkes at påkomme den ensidige indoevropæiske Sprogforsker. Thomsens vide Synskreds beskytter ham samtidig mod den modsatte Fare, der også lurer på den ensidige indoevropæiske Sprogforsker, nemlig Fristelsen til straks at ekskludere det genstridige Sprog for at blive det kvit. Thomsen bliver nemlig ikke Sproget kvit, selv om han ekskluderer det af det gode indoevropæiske Selskab; thi det er ikke blot de indoevropæiske Sprog, men hele den store brogede Sprogverden, som har Thomsens Interesse. Thomsens Anerkendelse af de Fakta fra den lykiske Sprogbygning, hvorpå det kommer an, må således apriori have den allerstörste Vægt; og Anerkendelsen får forøget Værdi, når man ved at læse Thomsens Arbejde ser, hvor køligt han stiller sig overfor hele den indoevropæske Theori, og hvor konsekvent han