62 Kr. Sandfeld Jensen: Anm. af være naaet med hensyn til spørsmaalet i dets helhed, er det saaledes foreløbigt umuligt at sige. Derimod er der af enkeltheder adskilligt, som det er værd at lægge mærke til, om det end koster endel besvær at faa fat deri. Thi nogen let læselig bog er det ikke, og samtidigt med, at man yder forfatteren skyldig beundring for det kolossale arbejde, han har præsteret, ønsker man næsten, at han havde gjort det kortere. Om imidlertid det overvældende antal citater har kunnet indskrænkes, beror naturligvis paa, hvor stort værd man tillægger dem som bevismateriale, hvilket jeg nedenfor skal komme tilbage til. Men ogsaa selve fremstillingen er paa enkelte steder unødvendig bred, saa at læseren endog undertiden naar til resultatet længe før det meddeles. Af de tre udkomne hæfter staar efter min mening det første højest. Det er her lykkedes forf. at give en overmaade klar og anskuelig fremstilling af de bevægelser i sproget fra tidlig tid af, der tilsidst i fransk har ført til udviklingen af ə-lyden, idet der udførligt gøres rede for, hvorledes den exspiratoriske akcent hele tiden virker indskrænkende paa de latinske ords lydmasse og trods al reaktion af forskellig art har bevirket, at de latinske ords omfang ved den franske literaturs begyndelse er svundet saa meget ind som det omtrent overhovedet er muligt. Hvor paa grund af forskellige særlige omstændigheder vokalbortfald ikke har kunnet finde sted, er de ubetonede vokaler svækkede til en ubestemt lyd, ə. Der er ikke den mindste grund til at antage, at f. ex. Strassburgeredernes Κατίο og Karle skulde betyde noget som helst andet, end at slutningsvokalėn er 9. Grunden til, at fortsættelsen af synkoperingerne i latin har ytret sig kraftigere i Gallien end andet steds indenfor det romanske omraade, hvorved fransk jo netop i lydlig henseende adskiller sig saa karakteristisk fra de øvrige sprog, søger forfatteren i paavirkning fra keltisk. Dette kan ifølge sagens natur kun blive en hypotese, da forf. herved gaar ud fra den ubeviste og ubevislige forudsætning, at det keltiske sprog i Gallien har været analogt med de keltiske sprog, vi kender, Han søger at støtte denne antagelse ved at henvise til de norditaliænske dialekter, det samme som man har gjort for at forsvare antagelsen af keltisk paavirkning i udviklingen af 7 > y i fransk, hvorom meningerne jo for øvrigt er meget delte. Hvad enkeltheder i dette afsnit angaar, har jeg kun et par enkelte bemærkninger at gøre. Et vidnesbyrd om udtalen ca/dus for calidus er foruden det s. 15 fra en indskrift anførte øgenavnet Biberius Caldius Mero som soldaterne ifølge Sveton. Tiberius 42 satte i stedet for Tiberius Claudius Nero. S. 16 nævnes debilitare < *debilitatare, limitrophus < *limitotrophus som exempler paa vokalsynkope mellem homorgane konsonanter. Allerede de følgende exempler viser, at disse to ord ikke hører herhen; /imitrophus skyldes haplologi, og dens slags former fore-