64 C. Jørgensen: Anm. af stavelses vokal (da causa, do solo, du rupe), kan det tyde paa en reducering af eet. Det minder endel om skrivemaader som bøndør, brytyr, hittir i den skaanske kirkelov (for bøndær, brytær, ἐγ) eller nuku for nuks «ikke» og lignende andre ting i albanesisk, men de af forf. anførte exempler er ganske vist ikke særlig talrige. Dog er der al grund til med forf. at antage udtalen də som forlængst gennemført ved den franske literaturs begyndelse. Paa samme maade viser skrivemaader som zno for non begyndelsen til det senere ze, der viser sig spor af ne for nec osv. Men ogsaa i dette afsnit er fremstillingen undertiden altfor omstændelig; der vises saaledes ved hjælp af en mængde citater og ræsonnementer, at 81 tidligt er blevet til se, noget man i forvejen føler sig forvisset om paa grund af overensstemmelsen ınellem ofr. se. portug. se, it. se og frem for alt rum. să, der i modsætning til si < sīc ikke har udviklet noget § ($). — En ny forklaring gives paa grundlag af texterne til formen z//i, der er grundformen til tr. 7: lat. ille > Εἰ16 bliver til e//¿ foran vokaler, hvoraf senere i//z. Dette er ret plausibelt, hvad endnu mere gælder om forf.s anskuelse med hensyn til oprindelsen til konjunktionen que, che, som man jo har villet udlede af guod, hvilket ikke ret godt lader sig gøre (for ikke at tale om Jeanjaquets forsøg paa at udlede den af guem); texterne viser, at der i virkeligheden ikke kan være tale om andre latinske konjunktioner end guia. Dette ord har ved sætningsfonetiske udviklinger spaltet sig i qui og gua; det sidste findes endnu paa enkelte steder, det første har gennem forskellige processer. som forf. gør rede for, udviklet sig til det ord, der genfindes i fr. gue, it. che. Kr. Sandfeld Jensen. Ciceros catilinarische Reden. Für den Schulgebrauch herausg. von Fr. Richter und Alfred Eberhard. Sechste Auflage. Leipzig 1897, Teubner. 160 5. Gennemsynet af Madvigs Udvalg af Ciceros Taler i Anledning af en ny Udgave af disse har givet mig Anledning til lidt nærmere at eftergaa Haandskriftgrundlaget for disse meget læste Taler. Der er blandt de talrige Haandskrifter intet, som rager saaledes op over de andre i nogen af disse Taler, at man trygt kan lægge dette til Grund for Texten og nøjes med at rette Fejlene i dette. Man maa derfor samle Haandskrifterne i Grupper efter fælles Ejendommeligheder og søge at udfinde, hvilken Gruppe der bør tages mest Hensyn til.