r Sörensen, Polnische Grammatik. 79 Grammatik må derfor, hvis den er god, være overmåde velkommen. Dr. Asmus Sörensen giver i dcn foreliggende første Halvdel af sin Grammatik først en kort Fremstilling af Lydlæren (S. 3—32) og behandler derefter Nominernes og Verbernes Böjning, samt de syntaktiske Forhold, der er mest nöje sammenvævede med Böjningen; dette Afsnit, som har Fællesoverskriften «Formenlehre und Syntax», indeholder tillige et Kapitel om Præpositionerne. Anden Halvdel vil indeholde en udførlig Fortegnelse over polske Verber og desuden den egentlige Syntaks. Hvad det først og fremmest kommer an på i en praktisk Grammatik er den rent deskriptive Fremstilling af Sproget. Ud fra dette Synspunkt betænker jeg mig ikke på at betegne S.s Grammatik som god, Den er meget righoldig og helt igennem velordnet; den typografiske Udstyrelse er behagelig og overskuelig. Jeg skal her straks udtale det Ønske, at anden Del må komme til at indeholde en udførlig Indholdsfortegnelse og et kort Ordregister, som skal göre det lettere at finde de Bemærkninger, hvis Rubricering ikke uden videre er givet. I enkelte Tilfælde er Ordenen dog ikke mønsterværdig. Eksemplerne på Præpositionernes Brug ordnes altfor meget efter den tyske Oversættelse; også et Par ligefremme Fejl er slupne igennem Korrekturen (§ 163 Bem. 4 står et Eksempel på Præpositionen do midt i Behandlingen af od; 8. 150 står et Eksempel på zad med Akkusativ under Overskriften «nad med Instrumentalis»). I § 201, hvor Endelsen i 1. Sing. behandles, omtales ikke Endelsen -m; der henvises til § 208, men der skulde også have været henvist til § 210 og § 303. 8. 230 står under Overskriften «Imperfektivierung der Perfektiva der i-Klasse», men handler om Imperfektivering af 5 Verber af en ganske anden Klasse. S. 44 behandles Flertalsformer på -a; men Ordet cud, Plur. cuda, der fra et deskriptivt Standpunkt måtte anføres her, mangler; der burde i det mindste have været henvist til ὃ 65 og § 98. — 3. 163 siges, at de perfektive Fortidsformer må erstatte vort Perf. og Pluskvamperfektum; i Virkeligheden har de imperfektive Fortidsformer ligeså tit denne Funktion. En Mangel har selve den deskriptive Fremstilling af Sproget: Forfatteren er ikke Fonetiker. Han lader ἢ være «Media zur Tenuis c/», kalder det polske y en -agtig Lyd og beskriver ł som en «/ Laut, den nur das Ohr aufzufassen und die Zunge schwer nachzubilden vermag» — altså den velbekendte antediluvianske Ramse, hvormed man skyder de simpleste lydfysiologiske Beskrivelser fra sig. S. 16 fremhæver S., at en mouilleret Konsonant i Polsk i mange Tilfælde har meddelt sin Monillering til den foregående Konsonant, og han stiller med rette dette Forhold i Modsætning til Russisk; det er imidlertid meget uheldigt at eksemplificere Forskellen med russ. ΚΟΟΤΡ 0g polsk Κοθζ; thi også i det, russiske Ord er s mouilleret. Den polske Overgang fra mouilleret r til Ζ (skrevet rz) lader S, foregå