80 Holger Pedersen: Anm. af med rž som Mellemled; når S. ikke ved bedre Besked, vilde det have været bedre at nöjes med at konstatere Slutningsresultatet. En mærkværdig Forglemmelse findes i § 14, hvor S. omtaler, at w i twój swój bliver stemmeløst (altså til /) efter den foregående stemmeløse Lyd; her findes ikke et Ord om, at rz ligeledes er stemmeløst efter en stemmeløs Lyd. Der er endnu et tredje Tilfælde, som kunde anføres her, nemlig Overgangen fra σ΄ til s i książka ‘Bog’, ksiądz ‘Præst’ o.s. ν.; men her er der foruden Stemmeløsheden indtrådt Tab af Nasaleringen, hvorved Resultatet er blevet så uhyre forskelligt fra Udgangspunktet. I § 10 omtales Mouilleringen af Æ og g foran e (som er Kontraktionsprodukt i srogie, Nevtrum af srogi, og oprindeligt > i andre Til. fælde); det burde her have været bemærket, at denne Mouillering ikke finder Sted foran 6: ges’ ‘Gås’; med Hensyn til Participiet gięty kunde være henvist til § 246 Bem. 3, Det kunde også have været fremhævet (med Henvisning til § 193 Bem. 4), at Mouilleringen ikke finder Sted ved sekundær polsk Sammenrykning at to Ord (jakkes kazał, ‘som Du har befalet’). — Hovedindvendingen mod Bogen er imidlertid den, at Forfatteren ingenlunde er fortrolig med den historisk-sammenlignende Sprogvidenskab. Resultatet heraf er først og fremmest en Mangel på Skarphed i Formuleringen af Lydlovene og på klar Adskillelse mellem de lydrette og de analogiske Udviklinger. Meget forvirret er således Bemærkningerne om Udviklingen af polsk io og ia af de to oldslaviske e-Lyd (§ 23 f.). Denne Overgang udebliver foran mouillerede Konsonanter, foran de Konsonanter, som fra først af har været mouillerede (cz 0. 8. v.), og foran Labialer, Gutturaler og 7; Overgangen har intet med Betoningen at göre. Denne simple Sammenhæng indhylles hos S. i et Virvar af «zumal», «in zahlreichen Fällen», «besonders», «manchmal», «hin und wieder», «selten» uden Adskillelse mellem lydrette Former og Nydannelser. Förslavisk er, οἰ, or, ol foran en Konsonant bliver som bekendt i Polsk «omstillet» uden nogen Forlængelse af Vokalen; altså bliver det korte e her ligesom i alle andre Tilfælde til žo under de ovenfor antydede Betingelser. Her anretter 5. en utrolig Forvirring. Han lader S. 27, 207 og 213 oldbulgarisk rē og ἰδ opstå af rr und »/, lægger de oldbulgariske Former til Grund for den polske Udvikling og spiser os med Hensyn til Omlyden atter af med et «bisweilen». S. 22 hedder det: «In den Verbindungen ło und ro entspricht o altslov. a»; efter denne urigtige Sætning må Læseren altså tro, at polsk słowo i O'dbulgarisk har Vokalen a. Om Ordet człowieť ‘Menneske’ siger S. § 20 Bem. 1, at det er udviklet ved Vokalbortfald af *czełowiek. S. 20 doceres, at oldslav. δ᾽ bliver til a efter Palataler, til Z efter 7; i Virkeligheden behandles det ganske på samme Måde efter 7 som efter Palataler; om der udvikles a eller i afhænger af, om vi har at göre med ievr. Z eller med ievr. οἱ, αἱ