-" Finnur Jónsson: Anm. af Chadwick, Othin. 87 få, rent obetydliga felaktigheter: p. 47, 11 εἰσίν f. εἶσιν, 53, 23 ἀφίσταντα f. -ται, 157, 1 ὧπερ (297 i noten till r. 16 p. 127 f. 1129). Jag slutar med den förvisso af många delade önskan, att detta för den grekiska filologien och särskildt för Thukydidesforskningen så värderika arbete snart måtte föreligga i afslutadt skick. Upsala. y 0. A. Danielsson. H. M. Chadwick, The Cult of Othin, An essay in the ancient religion of the North. London 1899, Cambridge University Press. 82 p. Undersøgelsen af Odinsdyrkelsen er en smuk opgave, og forfatteren, der er fellow i Clare College (Cambridge), er åbenbart gået til den med interesse og ikke uden betingelser. Han er ingen tilhænger af Bugge og kommer til resultater, der går i en modsat retning. Afhandlingen er præget af videnskabelig sans og rationel metode. Når forf. alligevel ikke kan siges at være kommen til sikre resultater — dette gælder navnlig afsnit 3 (se nedenfor) —, beror dette hovedsagelig på, at han bevæger sig på et område, hvor faste holdepunkter savnes. Efter en kort indledning, hyor forf. — vistnok meget rigtig — tager afstand fra den lære, at Odin er Wode og har noget at göre med «das wütende heer», følger 3 afsnit, hvoraf det første handler om dyrkelsen af Odin i Norden, således som den fremtræder i kilderne; navnlig er det ofringerne, forf. dvæler ved, og de forskellige skikke, der kan sættes i forbindelse der med. Skönt vistnok endel heraf er mindre rigtig opfattet, er dog dette afsnit det bedst lykkede, I det hele opererer forf. for meget med formodninger (f. ex. at de 3 slags blót skulde gælde 3 forskellige guder s. 5 osv.). Hans opfattelse af ofringen af trælle — der skulde blive til Valhalskæmper —- er sikkert urigtig (s. 27—28). — I det andet afsnit behandles de spor af Odinsdyrkelsen, der findes udenfor Norden — hvor forf. påviser endel af vigtighed; han bygger dog for meget på usikre efterretninger og de forskellige interpretationes Romanæ, der langt fra er så sikre, som han tror, og når han antager, at der findes spor af etslags Valhalstro, er det næppe tilfældet. Det sidste afsnit, indførelsen af Odinsdyrkelsen til Norden, er det svageste. Forf. mener at kunne påvise Odinsdyrkelse hos Svenskerne alle rede i det første årh. efter Kr. Men dette beror på den meget usikre antagelse, at ligbrændingen skyldes den nye tro. Det her