Meddelt af O. Siesbye. 103 enten at sættes i det förste og derfra underforstaas i det eller de følgende eller at sættes sidst i det sidste (f. E. enten Marius Arpini natus et altus erat eller Marius natus et altus erat Arpini), indskydes i det sidste (Marius natus οἱ Arpini altus erat), havde jeg kaldt Gertz’s, fordi han havde omtalt den og anført ikke faa Exempler dels i sine «Studia Critica in L. Annaei Senecae dialogos» p. 30—31, dels senere i Udgaven af Dialogerne p. 113. Den var forøvrigt tidligere behandlet med Hensyn til Sallust af Dietsch ved Catil. 30, 6, for Tacitus’s Vedkommende af Nipperdey ved Ann. I 35; han bemærker, at den er hyppigst hos Digterne, men dog ogsaa findes hos Cicero (se f. E., for at tage et ganske kort Sted, ad Q. Fr. II 15 [16], 5: Hac de re φιλαληθῶς et, ut soles, scribe fraterne); han kunde have tilföjet Cæsar (B. G. VII 71, 9), Livius (f. E. XXIII 42, 5), den yngre Plinius (Ep. VI 6, 6), og formodentlig flere Prosaforfattere. Fællesbestemmelsen kan være et Subject (se f. E. Sali. Cat. 36, 5), Object (Sen. de Benef. 6, 4, 6), Prædicatsord (Liv. XXVI 27, 12 o. XXX 30, 7, her i en absolut Ablativ), en Genitiv (Sen. de Ira III 39, 3)', et af en Præposition styret Substantiv (f. E. Cic. de Or. 1 39), et Adverbium (Cic. ad Famm. V 8, 8), et Verbum, hvilket uden Tvivl er det hyppigste (Cic. de Off. Il45, de R. P. II 45, Sall. Cat. 30, 6, Liv. XXX 838, 1,0. fl. St.). — Cic. Brut. 197: Quis erat in populo, qui aut exspectaret aut fieri posse quidquam melius putaret maa de udhævede Ord (som O. Jahn, neppe med tilstrækkelig Grund, betegnede som uægte), der staa som Subjectsaccusativ, i förste Led underforstaas som Object, hvilket Romerne vel knap mærkede. Cæs. B. G. IIl 138, ὁ maa til suséineri underforstaas non posse af det følgende 707 satis commode posse; jfr. om lignende Tilfælde Madv. Opusc. 2 p. 628 1 Noten. : ' (formodentlig ogsaa en Dativ eller Ablativ; jeg tör, selv for de Forfatteres Vedkommende som jeg har anført, ikke paastaa at have noteret alle Steder).