128 Julius Nielsen: Anm. af Weise, Die latein. Sprache. sidste 3 kapitler havde været ordnede anderledes, vel bedst IV, V, III; saa kunde kapitlerne ogsaa være blevet bedre sammenarbejdede. Sproget er let og flydende og fremstillingen overskuelig: der findes både en «Inhaltsübersicht» og et «Sachregister»; desuden er kapitlerne igen inddelte i paragrafer. S. 1533—70 er optagne af anmærkninger, der giver en ret udførlig literaturfortegnelse til det i texten behandlede; undertiden diskuteres også andre anskuelser ; tit indeholder anmærkningerne kun en tilføjelse til texten, så at man ikke forstår, hvorfor vedkommende bemærkning er flyttet til anmærkningerne. Den opgave, forfatteren har stillet sig, er meget vanskelig at løse, og på videnskabens nuværende standpunkt kan den vel overhovedet ikke løses tilfredstillende. Der kræves af den, som giver sig i lag med et sådant arbejde, fin sproglig takt og ikke ringe psychologisk sans og dannelse. På dette sidste skorter det desværre forf. i høj grad; han hjælper sig med fraser og en ganske dagligdags overfladisk forståelse: han slår om sig med «Gemüt, Herz, Wille, Verstand», og i tilgift finder man ofte modsigelser. S. 1 siger forf.: «bei den Römern waren Verstand und Wille auf Kosten der übrigen Geistesgaben entwickelt», 5. 130 er «Phantasie und Gemüt beim Volke entschieden stärker ausgeprägt als Verstand und Wille», Eller hvyad mener man, for at tage et exempel, om en sætning som følgende: «Das Herz, nicht der Verstand hat (nl. hos folket) den Hauptanteil an der Gestaltung des Satzgefüges» (s. 123) eller om dette raisonnement (s. 8): «Romerne vare tålmodige over for smerter, derfor (!) er interjectioner, der udtrykker smerte, talrigere end interjectioner, der udtrykker det modsatte»? En anden hovedmangel ved bogen er det, at forf. ikke har et klart øje for det latinske sprogs fortrin, men over alt søger at nedsætte det og navnlig at hæve det tyske sprog på latinens bekostning; og dette sker ofte på en måde, der enten støder en ikke-tysk læser eller vel oftere vækker hans latter. Som exempel kan tjene (s. 17 f.): «Die Liebe ist dem Sohne Latiums mehr ein Akt des Verstandes als des Herzens», så nævner forf. de mange udtryk for «Liebe»: diligere, caritas, pietas, studium, amor, men «die Innerlichkeit der Liebe des Deutschen wurzelt in der Treue und im Vertrauen . . . Sie ist durchaus Gemütssache; das Gemüt aber, diese Blume, die sich, bestrahlt und erwärmt von der belebenden Sonne des Christenthums, im Herzen des Deutschen wunderbar entfaltet, ist in solcher Tiefe dem Römer unbekannt»; det vises bl. andet deraf, at afledningen af animus: animositas betyder Zornesmütigkeit (hos hvilken klassisk forfatter har forf. truffet dette ord?). S. 19: «Der Begriff der Ehe zeigt im Latein keine tiefere Auffassung», hvilket bevises af, at nubere