P. Petersen: Anm. af Lycurgus, ed. Blass. 131 kunde vide»; derimod vilde «man kunde have vidst» opfattes hypothetisk. — I § 311 Anm. 2 vilde en henvisning til § 304 gøre nytte (kunde man ikke indsmugle ordet: dubitativ?). — En omordning af § 313 vilde være meget ønskelig, men vilde vel udkræve for store forandringer (dog har jo Madvig selv i en tidligere udgave omordnet § 330 for tydelighedens skyld). — Burde ikke regelen om causa cur osv. findes som 318 ὁ og § 327 b Anm. 5 kun indeholde en henvisning? — Der savnes en § 321 b om concessive relativsætninger; af sådanne findes f. ex. i Cic. pro Rosc. Am. flere, så det var rart at have dem opført i systemet. — Kunde ὃ 328 og 329 ikke sammenarbejdes: mos esí hominum ut er næppe mere forskelligt fra accidit ut end f. ex. auctor sum ut fra impetro ut.) $ 329 savner man efter ut en tilføjelse af (ut non). — Reglerne om conjunctivs tider vilde simplificeres ved at opgive fut. ex. conj. (ligeså reglerne om forbud: ne feceris, ne commotus sis), men det vilde måske være for stor en ændring. — ὃ 350 vilde det være meget ønskeligt, om der stod med fede typer: NB. Præsens Infinitiv. — 8 371 lin. 3 kunde måske tilføjes (dels) som Sammenhængsgenitiv (ved Sub- stantiver, osv.). — § 400 Anm. 1 savner man an = -ne indledende et almindeligt afh. spørgsmål; disciplen vil træffe det oftere hos Horatius og i sin sølvalderlæsning.” — § 429 b er anført et ipse, men ikke ipse quoque eller ipse alene i denne betydning. — ὃ 436 b Anm. 1 er «quotus quisque hvor mangen (formindskende)» vist mindre tydeligt; bedre vel ved et ex.: quotus quisque intellegit: hvor mange er der vel, som . . . 9: hvor faa er der ikke, som ... V jan. 1900. Julius Nielsen. Lycurgi oratio in Leocratem, post C. Scheibe adiectis ceterarum Lycurgi orationum fragmentis edidit F. Blass. Editio maior. Lipsiae MDCCCXCIX, B. G. Teubner. XLIV - 86 pp. Blass begynder sin Fortale med at sige, at den, der vil udgive Talen mod Leokrates, maa stille sig temmelig frit overfor Overleveringen i Haandskrifterne saaledes, at han lægger Skylden paa Afskriverne og ikke paa Forfatteren, hvor han træffer stødende Udtryk og uattiske Former, Et Par Citater hos Suidas (navnlig det ene [§ 40] paa 5 Linier) vise, at Afskriverne ' I Udgaven 1895 står som exempel til § 374, 2 (— denne udgaves § 329, 2): adhuc in μας sum sententia, nihil ut faciamus; hører det dog ikke under 8 372 ἃ (— 327 a)? in ħac sum sententia = censeo; nihil ut står jo så rigtignok usædvanligt for ne quid, måske for at fremhæve nihil. ? [Heller ikke brugen af an som simpel disjunktiv konjunktion, f. ex. Tac. Ann. I 13, burde være uomtalt. Red.] g*