134 S. Sörensen: Leokrates post Carolum Scheibe, næsten som en ny Udgave af Scheibes, er der dog gjort et betydeligt selvstændigt Arbejde. Teksten er omhyggeligt gennemgaaet og er undergaaet mange Forandringer. At disse tillige ere Forbedringer, derfor borger Udgiverens indgaaende Sprogkundskab og skarpe Blik. Odense, Januar 1900. P. Petersen. Lehrbuch der Religionsgeschichte, in Verbindung mit Dr. Ædm. Buckley in Chicago, Bibliothekar H. O. Lange in Kopenhagen, Dr. Friedrich Jeremias in Leipzig, Professor Dr. J. J. P. Valeton Jr. in Utrecht, Professor Dr. J4. Th. Houtsma in Utrecht, Dr. Ædv. Lehmann in Kopenhagen herausgegeben von P. D. Chantepie de la Saussaye. 2. völlig neugearbeitete Auflage. II. Band, Freiburg 1897, J. C. B. Mohr. 512 S. Edv. Lehmann, Hedensk Monoteisme. Bidrag til gudsbegrebets historie. (Studier fra Sprog- og Oldtidsforkning, Nr. 31.) Kjøbenhavn 1897, Kleins forlag. 82 5. Edv. Lehmann, Zarathustra. En bog om Persernes gamle tro. Første del. Kjøbenhavn 1899, Schubothe. 169 + XI 5. Ovenstående bøger høre til de glædelige vidnesbyrd om, at Danmark kommer med i arbejdet på religionsvidenskaben med arbejder på förste hånd og af forfattere, som også i philologisk henseende ere kompetente. Dr. Edv. Lehmann’s egentlige speciale er «Zend»-forskningen, hvori han har gjort grundige og omfattende studier i udlandet, bl. a. under den for tiden störste autoritet på dette område, Karl Geldner. Netop dette studiums genoplivelse her hjemme har en særlig interesse for os Danske. Den videnskabelige Zend-forskning indvarsledes af vor berömte landsmand R. Rask, hvis lydlære var bestemmende for Burnouf’s og andres philologiske behandling af enkelte afsnit, og den förste, der leverede en mønsterværdig kritisk udgave af hele Avesta og havde planlagt og gjort omfattende forarbejder til en fuldstændig behandling af hele stoffet i alle retninger, var også en Dansk, N. L. Westergaard, en af de genialeste og robusteste Iranologer og Indologer, der nogensinde har levet. Efter hans tid ere L.’s bøger de förste selvstændige arbejder på dette område, som ere udkomne i Danmark. Et i håndskrift efterladt endnu utrykt stort arbejde af Johs. Fibiger skal være meget tankevægtigt og grundigt, men behandler æmnet væsentlig fra et theologisk synspunkt. Skönt L. ingenlunde optræder som specifik theolog, forener han dog med sine sproglige kundskaber (bl. a. Sanskrit og navnlig Iransk) en grundig theologisk og philosophisk fordannelse, og denne alsidighed kommer ham i höj grad til gode ved hans egent-