Anm eldelser. 18 lige studium, som er religionshistorie på grundlag af litteraturen i originalsprogene. Ved den slags arbejder indtage selvfølgelig de egentlige philologiske discipliner en tjenende stilling ; men hvilken overordentlig stor vigtighed der alligevel må tillægges dem, véd enhver, der har haft lejlighed til at sé, hvilke kolossale misforståelser og forvanskninger den er udsat for og den utryghed den må føle, der må arbejde på grundlag af oversættelser, eller som på tro og love må antage andres resultater fixe og færdige. Ja, der er som bekendt tilfælde, hvor der vilde kræves et fornyet eftersyn af håndskrifterne for at kunne føle sig tryg. For lang tid vil studiet af de litterære østerlandske religioner være stillet under sådanne betingelser, at den, der ikke er tilstrækkelig inde i sprogene, kan spare sig ulejligheden, da han har al udsigt til at spilde sin tid på tomme phantomer. Hvad særlig Iranologien angår, turde L. derfor være den eneste her til lands, der har betingelser for at kunne bringe noget ud af den. Det er dog, som sagt, selve religionsvidenskaben, der for L er hovedsagen, og det er særlig de gamle litterære religioner, hans hidtil udgivne arbejder have drejet sig om. Selvfølgelig er han bekendt med de existerende religionsvyidenskabelige theorier; han indtager over for dem det korrekte og fornuftige standpunkt, at han ansér det for overilet på videnskabens nuværende trin at fastslå én enkelt oprindelse til religionen. Denne reserverede holdning er fra en enkelt side (Th. A. Müller i Dania) bleven lagt ham meget til last, idet man har krævet, at han uforbeholdent skulde slutte sig til «animismen » således defineret, at den også indbefatter de höjere religioner. Denne definition vilde forméntlig være ubrugelig efter logikken som indeholdende adskillige subreptioner, idet den uden videre lader, som om de ganske forskellige ting, der — mér eller mindre hårtrukket — kan betegnes ved ordet «animisme», historisk stamme fra én oprindelse. Dette er ikke blot ikke bevist, men höjst usandsynligt. Efter ordets etymologi ligger det nær ved «animisme» at betegne 1) tro på spøgelser og lign. (deraf sjælens existens uafhængig af legemet og dyrkelse af afdøde); 2) besjæling (med mér eller mindre gennemført personification) af naturgenstande («animisme» i snevrere forstand). Allerede disse ting kunne ikke have samme oprindelse; thi det sidste er åbenbart baseret på en analogislutning fra det levende menneske og ikke fra det døde; det er noget for sig: sjælens selvstændighed er kun én af dets betingelser, som det forudsætter, men ingenlunde følger af, og historisk ere begge forestillinger efter al sandsynlighed lige gamle; men at aflede den sidste af den förste bliver ! Man kan dog også drive sin skepsis for vidt; der er virkelig ord, hvis betydning er aldeles «krystalklar», f. ex. ñaurvatat, ameretat og lign., og deres klarhed formindskes ikke ved, at der er andre ord i samme eller andre sprog, som ere mindre klare.