Anmeldelser. 139 Meget sikkrere er det forméntlig (som L. også gör) at lade spekulation og i Grækenland tillige moralske grunde være den kraftigst virkende faktor i retningen hen imod monotheïsmen. Men vel at mærke, en «monotheïsme», som har en stærk bismag af religionsløshed. Når den gamle Brahmanisme endnu til nød kan kaldes en religion, er det kun for så vidt som den beråber sig på Veda'erne som «åbenbaring», og fordi den på ægte Indisk vís ikke fornegtede de folkelige guder, men accepterede dem som åbenbaringsformer af det absolutte; i sig selv var den den rene skære philosophiske pantheïsme. Noget ganske lignende, men mindre skarpt gennemført, gælder om Grækerne; her var det dog småt med åbenbaringen, når man fraregner orakler og sligt og ganske exceptionelle phænomener som Sokrates og mäåské nogle mystiske sekter. I det lidt, man véd om de Ioniske philosopher, kan jeg ikke sé nogen interesse for positiv religion; men lad også deres interesse længe nok have været religiøs; resultatet synes mig i den henséende ganske negativt og pantheïstisk. Sokrates’s uomtvistelige polytheïsme burde L. ikke (S. 47) have ladt F. A. Lange tilsløre med den sætning, at han «bunder i monotheïstiske anskuelser». Sokrates var dog en fuldstændig religiøs personlighed. Meget betænkeligere sér det ud med Platon og de følgende philosopher. Folkereligionens eftervirkninger forhindrede vel de fleste af dem fra at blive fuldstændig atheïstiske (9: ikke-theïster), og den pantheïsme, som deres enhedskrav førte dem til, fik derved et stærkere eller svagere anstrøg af monotheïsme; men at denne monotheïsme stod på meget svage fødder, røber sig ubarmhjertig ved den vage og selvmodsigende måde, hvorpå den kommer til orde. Stadig bryder collectiv-polytheïsmen igennem («de udødelige guder»), et bevís for at den religiøse tro var en eftervirkning af folkereligionen, ligesom den omstændighed at Gud hvert öjeblik kaldes Zeus. Det er ret gennemgående at bruge udtryk som «enten nu naturen eller en gud», og selv i opbyggelige udviklinger tager man temmelig systematisk den mulighed med i betragtning, at det turde være løgn altsammen. Stoikerne, der, skönt pantheïster, holdt på så religiøse ting som et forsyn, tage revanche ved at göre rént bord ved verdensperiodens ende. Man har åbenbart haft en fornemmelse af, at éns tro manglede en autoritét, der stod höjere end én selv, Deraf disse sideblik til «Magerne» og de fremmede guder: når éns egen religion vakler for én, kaster man gerne længselsfulde blik til fremmede religioner — når man ikke kender dem nærmere. Og denne vaghed og vaklen var ikke en følge af den synkende kultur, men en uundgåelig logisk nødvendighed, når man på den ene side i gamle dage kun de tre höjere kaster måtte læse Veda’erne og kun brahmaner fungere som præster ved de Vediske offre: det andet vilde jo også, når det skulde tages bogstaveligt, i sig selv være umuligt.