138 S. Sörensen: sagen — ikke trængte til modificationer, som måské kunde give den et meget dybere og rigere indhold; men skeptikerne have de bedste chancer for at opdage ny momenter, som ikke passe i theorien efter dens oprindelige affattelse. Der er vel ingen astronom, som ikke «tror» urokkelig på det Kopernikansk-Newtonske system; men derfor indskrænke de sig ikke til at beregne ud fra theorien i stedet for at iagttage, og derved få de virkelig theorien verificeret — og beriget. Nu ere de physiske videnskaber ganske anderledes håndgribelige og lette at få hold på end åndsvidenskaberne; dette bör mane til dobbelt forsigtighed. L.’s religionsvidenskabelige standpunkt i det hele belyses — foruden af «Guder og helte» (Studier for Sprog- og Oldtidsforskning, Nr. 37, 1898) — bedst af «Hedensk monoteisme», hvor han hævder den anskuelse, at hedenskabet (gående ud fra polytheïsme) tenderer til monotheïsme, er i høj grad bestemt af kulturen og fremmes og forædles af denne; de primitivere religionsformer holde sig i befolkningens laveste lag, men kunne blusse op over det hele ved slutningen af en religions levnedsløb eller ved ophøret af en kulturperiode. For den rette forståelse af dette skrift ere de sidste sider i bogen af stor vigtighed; det fremgår nemlig klarest af disse, at L. ikke har villet göre Grækere og Romere til egentlige monotheïster, men snarere har villet polemisere mod en alt for exclusiv opfattelse af begrebet «polytheïst», og over dette vigtige punkt kaster hans bog et klart lys. L. tillægger også politikken stor indflydelse både på forøgelsen og på formindskelsen af gudernes antal, vist for megen. Der er exempler på, at ny guder ere blevne optagne af rént religiøse grunde (f. ex. Mater Idæa i Rom), og skulde en lignende holdning i god tro overfor ny guder overhovedet ikke i mange tilfælde (hvad L. vel heller ikke vil bestride) kunne have været godt hedenskab også i gamle dage, som det er det den dag idag i Indien?* 1 Enkelte bemærkninger synes at kunne give anledning til misforståelse. I Indien (S. 21) — hvor sekterne forøvrigt i almindelighed ere for skikkelige til at «rase» — kan det være vildledende at sige, at «polytheïsmen trives frodigt i ly af kongehuset»; polytheïsmen trives ganske på sine egne nedarvede bén uafhængig af kongehuset; det er sekterne, munkeordenerne, etc., der tildéls trives i ly af kongehuset; men de have jo alle de samme guder allerede fra gammel tid, og ere alle overordentlig villige til at antage hvilkesomhelst ny, der måtte tilbyde sig. — En anden tendens, der undertiden kommer til syne hos forfatteren, kan jeg heller ikke sympathisere med. nemlig at forklare gudesagn og lignende som historiske religionskampe; når han f. ex. (S. 36) siger, at «(νὰ bryder ind i gudernes kreds og raner alle deres offre 9: fortrænger dem», så kan denne forklaring ikke være rigtig; thi Çiva fortrængte aldrig guderne; historien skal kun bevise hans större magt, og da denne forklaring er tilstrækkelig og uanstødelig, behøve vi ikke den anden. (S. 37 synes han ved en Japsus at have forvexlet Çiva med Ganeça.) Også den bemærkning (ib.), at «kun præsterne må læse skrifterne og vide, hvad religionen handler om», etc., vilde forméntlig blive tydeligere ved at skrive, at