186 : Karl Hude: Anm. af af den anden familie. Flere af Hugs resultater bley imidlertid stærkt anfægtede af Οἡ. Grauæ i Revue Critique (21 dec. 1878), og en ny kollation, som Gemoll har foretaget, viser berettigelsen heraf. Helt nye læsemåder er: I 3, 17 ὃν δοίη (ᾧ δοίη Dübner, Hug), 1 8, 21 προσκυνούμενος ἤδη ὡς (supra v. add. pr) βασιλεὺς, II 5, 7 ὕποχα (χα in ras., unde Dindorf ὑποχείρια maluit, sed accentum super v posuit pr); III 1, 9 ἀποπέμιγει, III 1, 30 ἀναϑέντας. VII 3, 22 τοὺς ἑαυτῷ παρακειμένους ἄρτους bekræftes Hugs læsemåder imod Dübner; omvendt bekræftes III 1, 25 Dübners τάττεταί ue, der med Bisshop rettes til τάττετ᾽ ἐμὲ, som jeg havde skrevet i min Blementarbog (1892) istf. vulg. τάττετέ με. Af Hugs nye læsemåder (pr) har Gemoll optaget i texten «non ut lectiones manus primae restitutas, sed ut coniecturas bene propositas»: IV 3, 1 ἀνέπνευσαν ( «plausible», Graux), IV 6, 19 ἐϑέλοντες ἀγαϑοὶ (? Graux), IV 7, 12 ἀντηγωνίζοντο, II 5, 28 {ζλάϑροᾳς foran συγγεγενη μένον (ov in ras., ipse in © ne vestigium quidem huius vocis [λάϑροᾳ! dispicere potui; «on ne voit rien», Graux). Den sidste «læsemåde» burde hellere have delt skæbne med følgende, som han helt har forkastet: II 5, 13 οἷς μάλιστα ὑμᾶς νῦν οἷδα («supposition sans preuve ni indices suffisants à l'appui», Graux) istedenfor οἷς u. 0. νῦν γιγνώσκω (saledes vulg. ; i texten udelader Gemoll νῦν. men da han i apparatet siger: «γῦν in marg. add. C1» uden nogensomhelst angivelse af hvor dette vuv hører hen, skulde det vist også have stået i texten), II 6, 2 ἀναπείσας istf. πείσας. III 1, 21 ἀσάφεια (ἢ Graux) istf. ὑποψία ', III 2, 13 μνημεῖον («impossible d'admettre que C. pr. ἃ écrit μνημεῖον», Graux) istf. μαρτύριον, 1V 5, 4 ἀνεῖναι istf. λῆξαι. Allerede Dindorf og endnu mere Hug anerkendte den grundsætning, at man ved forskellig overlevering såvidt muligt burde følge C pr, og dette princip har Gemoll gennemført endnu strængere. Hovedvanskeligheden ligger i, hvormeget hensyn man skal tage til C1’s rettelser og tilføjelser, navnlig de sidste; hvor forskellige de kan være, ses f. ex. II 6, hvor i § 8 C1 efter ὄντος tilføjer et ganske overflødigt αὐτοῦ (ligl. 8 14 αὐτοὺς foran εὐτάκτους) Og i 8 6 det uundværlige δοκεῖ skyldes samme hånd. Det kommer her nok så meget an på sund sans og sprogfølelse som på konsekvens, og ikke sjælden forekommer det mig, at udg. ikke har truffet det rette. Jeg skali det følgende drøfte nogle enkelte steder ud fra dette og andre synspunkter. Strax I 1, 3 kan jeg ikke tro på λαμβάνει (pr) istf. συλλαμβάνει (C1); 1 3, 18 (ἐξελαύνει) har vi det samme forhold, at præpositionen skyldes Cı (ἐλαύνει pr), og der følger udg. Οἱ. I 5, 9 støttes ὡς foran σπεύδων, som udg. sletter med de ringere håndskrifter imod C, tilstrækkeligt af Lys. XII 90 (anført af 1 Dette ord passer forøvrigt dårligt i sammenhængen; jeg foreslår ἀπορία.