Karl Hude: Anm. af Xenoph. Exp. Cyri, rec. Gemoll. 185 τοῖς ξένοισι af gode Grunde lades urørt. — Naturligvis er der den samme Usikkerhed i Optagelsen af andres Rettelser som af Weckleins egne. At optage Paley’s ἔλεξα for λέγουσα i 364 er methodisk seet ikke bedre end at skrive δύναιο i 1023, foruden at det vidner om liden grammatisk Finfølelse. Særlig mange er dog saa graverende Tilfælde ikke, og de noget talrigere Interpolationer af lignende Art, der beskednere er henviste til Apparatet, generer mindre; deres rette Plads havde dog været i det Appendix, der med en euphemistisk Vending betegnes som indeholdende «coniecturas minus probabiles», og som i en saadan Udgave virkelig er et nødvendigt Onde. Det er vel for meget forlangt af en Mand der ikke er ung længer, og som er voxet op under slette Grundsætningers Herredømme, at han skal aflægge Vaner der er blevne ham til en anden Natur; man maa hellere anerkjende selv en nok saa ufuldkommen Bestræbelse for at bedre sig. Det er heller ikke først og fremmest en efter sunde Principer konstitueret, end sige da en med genial Gjætteevne forbedret Text, man søger i en Udgave som Weckleins. Og at levere en god Text af et Stykke som Iph. Taur. er en overordentlig vanskelig Opgave. Men hvad man med Billighed kunde forlange af Udgiveren, det var et Apparat, der tilfredsstillede alle Nutidens Fordringer til Fuldstændighed og Nəøiagtighed, Korthed og Overskuelighed. Dette var, særlig i dette Tilfælde, en meget let Opgave; den kræver ikke andet end gjennemført Flid og Omhu, almindelig philologisk Skole og sund praktisk Sans, og endelig en vis Evne til at stille sig udenfor sig selv, til at underordne sit personlige Skjøn under Opgavens objektive Krav. Paa de to første Egenskaber synes det ikke at skorte Udgiveren; med de to andre kniber det allerede; den sidste mangler han aldeles. Fremfor alt derfor er hans Udgave ikke blevet det den kunde og burde være blevet: det endelige Grundlag for den kritiske Behandling af Euripides’s Text. Kjøbenhaen i Januar 1900. A. B. Drachmann. Xenophontis Expeditio Cyri. Rec. Guil. Gemoll. BEd. maior. Leipzig 1899, Teubner. VIII -| 305 pp. Grundlaget for denne udgave er det anerkendt bedste håndskrift, Parisinus 1640 (C), skrevet år 1320, som allerede L. Dindorf benyttede i Dübners kollation og som senere ug kollationerede ti) sin udgave; den sidste bestræbte sig især for at udfinde, hvad første hånd (pr) havde skrevet på de talrige steder, som en anden hånd (C1) havde korrigeret med benyttelse af et håndskrift