Hvem var Prometheus, og hvorledes blev han menneskets skaber? Af S. Sörensen. Prometheus behandledes på et møde i Filologisk Samfund i efteråret 1899. Docent Drachmann gennemgik Prometheus -dyrkelsen og Prometheus-mytherne, navnlig hos Hesiodos og Aischylos, sluttede sig med rette til Kuhn’s afledning af navnet (af pramantha, stokken på ildgnidningsmaskinen), hvilket han mente betegnede P.s function i en måske fælles-Indoeuropæisk tid, sluttede med rette heraf og af hvad man véd om kultus'en, at hans ældste særlig Græske function er betegnet ved titlen πυρφόρος, Ildstjæleren, på hvem Ildgniderens navn var bleven overført. Han fremsatte til sidst ovenstående spørgsmål og gav en antydning af dets løsning. Det forekommer mig, at der kan fremhæves endnu flere momenter, som göre det forståeligt, hvorfor Prometheus blev menneskets skaber, nemlig hans og gudernes forhold til menneskene, de ældste theorier òm menneskets oprindelse og biologi, Prometheus’s forhold til Hephaistos og andre med ham concurrerende guder. Desuden knytter der sig til Prometheus endnu andre problemer, navnlig hans straf og forløsning. Det lader sig dog umuligt undgå, at en hél dél af det allerede på mødet fremkomne også i korthed må medtages her. Sagnene ere (foreløbig bortsét fra Aischylos) i korthed følgende: Prometheus vilde narre Zeus ved delingen af offret; Zeus lod sig narre med villie, men tog deraf anledning til at berøve menneskene ilden; Prometheus stjal da ilden fra himlen (eller lignende) i et rør (ə: en marvfyldt stængel, som brugtes til tønder) og gengav menneskene den; Zeus lader da Prometheus fastsmedde (og spidde) til Kaukasos (eller en anden klippe); en örn fortærer daglig hans stadig atter udvoxende lever; til sidst skyder Herakles örnen og befrier ham med Zeus’s indvilligelse. Menneskene hævner Zeus sig på ved Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. IX. 1