2 S. Sörensen: at skaffe dem kvinden Pandora på halsen, hvem Epimetheus modtog til trods for Prometheus’s advarsel; fra den tid forfulgtes de af sygdom, død og al landsens ulykker. Prometheus er gennem Deukalion stamfader til de vigtigste slægter efter syndfloden, råder, «da Zeus vilde ødelægge kobberslægten» (Apollodoros), Deukalion til at lave sig en ark (λάρναξ), hvori Deukalion reddede sig og Pyrrha under syndfloden, og deler med Hephaistos æren for at have slået hul på Zeus’s hoved ved Athena’s fødsel. Senere Euemeristiske, allegoriske eller opbyggelige tillavninger sés her naturligvis bort fra. Prometheus var altså oprindelig en særgud («Sondergott», for den i sig selv ingenlunde lette operation at fremgnide ild med pramantha. Dette fremgaar af navnet. At han efter mythen stjal ilden fra himlen og bragte den ned til jorden, betegner utvivlsomt allerede, at han har absorberet en anden gud, hvad docent Drachmann, som anført, fremhævede; i Indien er det i al fald andre væsner, som bringer ilden (uden tyveri) og soma'en (ved tyveri) ned fra himlen. At han «stjæler» ilden, er et træk i den forestilling, at guderne efter at have erobret verden og livets goder fra ældre onde magter, nu ere tilböjelige til at beholde det erobrede for sig selv uden at give menneskene dél deri, en antagelse, der må til for at forklare den uundgåelige kamp for tilværelsen, sygdom, død etc. Dette kan endog føre til at henlægge guldalderen til Titanernes tid i stedet for blot at forklare tilstandens forværrelse af menneskenes forværrelse. I denne tankegang passer det, at menneskenes velgörer Prometheus göres til en Titan. De store kosmiske guder, som for menneskene ere rykkede ind på Titanernes plads, må så vidt muligt bevæges (ved bönner, offre og fromhed) eller nødes (ved trolddom og list) til at give menneskene dél i deres goder. Dog er dette et fremskridt i sammenligning med åndedyrkelsen, hvis tyngdepunkt er afværgelse af de fra ånderne truende onder. Man har, trods alt, ingen andre effective repræsentanter for det gode end guderne; men i den daglige praxis mätte menneskene og de rare særguder hjælpes ad for at få noget ud af dem. De menneskelige bönners og handlingers forhold til guderne var også et problem for tanken og mä vedblive at È|