8 S. Sörensen: have været ætiologisk, blot med en anden ætiologi). Ritualistisk-ætiologiske myther passe altså faktisk godt ind i et forholdsvís primitivt standpunkt, og hvad særlig Hesiodos’s angår, peger de Indiske analogier hen til stridighederne mellem guderne og Titanerne (Asura'erne), ligesom jo også denne Prometheus hos Hesiodos er en Titan; men Προμηϑεὺς πυρφόρος kan umulig have været en Titan. «Forklog»s tvetydige stilling, at han på den ene side er Zeus’s omgangs- og forbundsfælle, på den anden side chicanerer ham og pådrager sig hans dødelige fjendskab, har ogsä analogier i de beslægtede folks mythologi, hvor Asura-ætlinge (således Tvashtars sön Viçvarūpa <«<Asura’ernes søstersön») eller Jætteætlinge (Asa-Loke) opholde sig hos guderne, men ikke kunne dy sig for at spille under dække med deres slægtninge, som ere gudernes fjender, og ved deres tvetydige holdning komme i ulykke. Selvfølgelig må man hverken identificere «Forklog» med Viçvarūpa eller med Loke; sammenstillingen skal kun minde om, at sådanne skikkelser høre med til de Jafetiske folks ældre mythologi. At Prometheus reddede menneskene fra at blive tilintetgjorte af Zeus, strider mod Hesiodos’s opregning af de 4 (eller 5) verdensaldere, hvor den ene alder er gået til grunde efter den anden (undtagen jærnalderen) og sølvalderen udtrykkelig tilintetgöres af Zeus. Den eneste måde at forene Aischylos’s og Hesiodos’s fremstilling på synes at mätte være den at opfatte Prometheus’s redning af menneskeslægten som bestående i det råd, han ifølge Apollodoros gav Deukalion at bygge sig en ark; men dette er i aller höjeste grad usandsynligt efter texternes ordlyd; for resten var det efter Apollodoros kobberalderen, som druknede i syndfloden (hos Ovid jærnalderen). Dette træk synes altså nærmest at være Aischylos’s opfindelse, dog må det indrömmes, at forestillingerne om de forskellige verdensaldere, ligesom overhovedet om menneskeslægtens oprindelse og ældste skæbne, ikke have været stabile. At besiddelsen af ilden har lært menneskene «kunsterne», som Aischylos’s Prometheus udtrykkelig fremhæver gentagne gange (v. 110; v. 254 i Futurum; den nærmere redegörelse v. 442—506), kunne vi, så vidt vides, med sikkerhed godtgöre har været en gængse anskuelse. Kun at det er Prome-