Prometheusmythen. 7 tager sig også ud som Aischylos’s egen opfindelse, da det lader sig fuldstændig begrunde af æsthetiske hensyn: kævlet om offerdelingen har åbenbart forekommet ham for ubetydeligt; ved den valgte fremstilling bliver Zeus vel en hård og hensynsløs absolutist, men ikke latterlig smålig og ondskabsfuld, og Prometheus, som er helten i stykket, kommer til at stå i grunden fuldstændig rén og vækker desto mere sympathi. Hos Hesiodos står sagen ganske anderledes: man sér strax, at han ikke har lagt fortællingerne til rette af æsthetiske hensyn, men fremstillet dem, som han har forefundet dem; når vi ovenfor have kaldt disse ætiologiske myther sekundære, da er dette ikke således at forstå, at de skulde være Hesiodos’s opfindelse; det er deres tilknytning til Προμηϑεὺς πυρφόρος, der er sekundær; knytte vi dem derimod til Titanen «ΕῸΓ- klog», kunne de meget godt have en ganske respektabel alder; vi have ganske gode analogier i Indien i Brahmanaernes evindelige forklaringer af ritualistiske enkeltheder ved henvísning til begivenheder i stridighederne mellem guderne og Asura'erne. I videre forstand turde ætiologiske spørgsmål have spillet en overordentlig stor rolle ved mythernes opkomst; ganske uimodsigeligt er dette i de mange tilfælde, hvor det udtrykkelig ved et «derfor» angives, hvad mythen skal forklare (hvad der naturligvís ikke udelukker, at denne anvendelse af mythen undertiden kan være sekundær); vi træffe slige myther allevegne; i den nordiske mythologi f. ex. når den iagttagelse at genstande blive beduggede, når de komme fra kulde ind i varme, forklares af, at alle ting i sin tid havde grædt for Baldr, etc.; i det Gamle Testamente særdeles hyppigt, f. ex. når kvindens skabelse af mandens side benyttes til at forklare, at «manden [vel] forlader [endog] sin fader og moder, men ikke kan skilles fra sin hustru», etc.; ét af de mest slående tilfælde (på grund af dets ritualistiske karaktér) have vi Genesis 32, 32: «derfor æde Israëls börn ikke den spændesene, som er på hofteskålen, indtil denne dag; thi han rørte Jakobs hofteskål på spændesenen»; navnes oprindelse forklares, som bekendt, overordentlig hyppig således, selv pá tvers af den klareste etymologi (hvad der tyder på, at det ætiologiske element i disse tilfælde er sekundært, hvad der dog ikke udelukker, at mytherne oprindelig kan