10 S. Sörensen: han havde kendt den: den vilde nemlig vistnok stride mod den Attiske theori om, at dette lands indbyggere vare autochthone. Menneskets skabelse ved Prometheus kunde således nok tænkes at være kendt andre steder, men ikke at være anerkendt i Attika for dette lands befolknings vedkommende. Om menneskenes oprindelse har der öjensynlig ikke været nogen énsartet tradition, og ikke engang en fælles oprindelse for hele menneskeslægten har man på alle steder antaget, hverken i Grækenland eller hos de fleste andre Jafetiske folk, for så vidt vi kende noget til deres anskuelser. Enkelte slægters eller stammers eponymer stammede fra guder, deriblandt de vigtigste Græske stammers gennem Deukalion fra Prometheus, som derved til en vis grad bliver Grækernes stamfader; forøvrigt er massen af den nuværende menneskeslægt opstäâet af stene efter syndfloden; men mens Ovid regner dette for en ny alder og lader det være jærnalderen, der druknede, have Hesiodos og Apollodoros en anden opfattelse; thi den første regner sig selv med til jærnalderen, og den sidste lader det være kobberalderen, der druknede. Man havde altså ingen fast og overensstemmende tradition om menneskeslægtens oprindelse, öjensynlig et hul i mythologien; der synes næppe nok at være plads for en menneskeskaber, det skulde da være for menneskene i guldalderen; men i så fald måtte menneskets skaber i al fald være en Titan. Og hvilken Titan skulde i så fald valget lettere falde på end Prometheus, om hvem det stod fast, at han havde skaffet menneskene ilden og kulturen, at han drabelig havde antaget sig deres sag overfor Zeus og bødet forfærdelig derfor, som er stamfader til de vigtigste af dem gennem Deukalion, og som nød offentlig dyrkelse som gud? Naturfilosoffer havde ladet menneskene og dyrene opstä af lér; ved siden deraf stod selvfølgelig den religiøse forklaring, at en gud havde skabt dem (således Sokrates i Xenophons Memor.); combinerede man dette, måtte det uundgäelige resultat blive, at en gud havde dannet menneskene af lér (dyrene sé vi nu bort fra). At det har været af betydning for valget netop af leret, at dette er en plastisk masse, hvoraf man lavede menneskefigurer (som docent Drachmann udtalte), er höjst sandsynligt.