Prometheusmythen. 11 Menneskets sjæl var efter visse naturfilosoffers mening ild (er klart udtalt hos Herakleitos og går endnu igen hos Stoikerne). Det er sjælen, altså efter denne anskuelse ilden, der gör mennesket levende; da døden kendes på tabet af legemsvyarmen, lå denne anskuelse overordentlig nær og forekommer, som bekendt, også uden for Grækenland. Den gud, der skal have skabt menneskene, må naturligvis have skabt levende mennesker, ikke alene menneskefigurer ə: han må have indgivet dem sjælen, henholdsvis ilden. Det synes nu, efter det ovenanførte, ikke at være noget stort spring, når Prometheus blev den gud, der havde skabt dem ved at danne deres legeme af lér og indgive dem den sjælelige ild. Det må være som <ildbringer» (men efter at han også var bleven Titan), han er bleven til menneskets skaber; thi når det siges, at han har dannet mennesker af lér (eller af jord og vand, Apollod. I 7, 1), må det simpelthen være underforstået som selvfølgeligt. at han har gjort dem levende; ellers vilde der ingen kunst være ved det. Man plejer ganske vist at sige, at det er Athena, der har givet dem sjælen; men det er for det første ingenlunde altid tilfældet (jfr. det anførte sted af Apollodoros); således Ovid’s Metam. I 363 fg., hvor Deukalion efter syndfloden siger: O utinam possim populos reparare paternis | artibus atque animas formatae infundere terrae; det er klart, at her er animas infundere både det, det kommer an på, og at det tilskrives Prometheus. Også Ov. Metam. I 82 fgg. må Prometheus nødvendigvís betragtes som eneste skaber, og af levende mennesker. Når det er Athena, som giver dem sjælen, kan dette forenes hermed på to måder, som ikke udelukke hinanden: déls er så sjælen opfattet fra en anden side, ikke som legemsvarmende livsprincip, men som åndsevner, hvis udvikling hører til Athena’s specielle område, men som i anlæget naturligvis høre med til sjælen; déls er, som ovenfor fremhævet, en collectiv samvirken af guder ganske naturlig fra et allerede ret reflecteret collectiv-polytheïstisk standpunkt (man jævnføre allerede Hesiodos’s fremstilling af Pandora’s skabelse), og om en sädan collectiv-opfattelse kommer til orde eller ikke i et givet tilfælde, synes meget tilfældigt; Athena's medvirkning ude-