49 Th. V. Jensen: Oldn. horr. i mange tilfælde uniformeret; således forklares Ὁ]. a. de lydlige forhold ved det germ. og slav. ord for «guld», der i sin tid voldte Verner vanskelighed (Kuhns Zeitschr. XXIII 137, note). Hen til barytonese peger 1) den slav. accent (russ. σόϊοίο, urslav. *zólto), 2) den slav. vokal (ievr. -o-), 3) germ. f; på oxytonese tyder 1) germ. -úl-, 2) russ. zo/otój adj. «gylden». Vi tør ansætte opr. subst. “ghólto-! vsa. adj. *ghlíó-, der m. h. t vokal og accent forholder sig nøjagtigt som gr. φόρτο- til sskr. bhrtá-. I germ. er adjektivets vokal trængt ind ind i substantivet (jvfr. gr. σπάρτον, ntr. til pte. ἔσπαρτός «snoet» af γσπερ «sno», sml. σπεῖρα; således også sskr. prátikam for *prátyākam = gr. πρόσωπον, sé Joh. Schmidt Pluralb. 389 f); i slav. (urslav. adj. *zo/íó- for *zilíó-, russ. “*zeľíó-) er det omvendte skét (jfr. gr. βοοτός, Brugmann Grundr. II 208), altså slav. *zólto-: germ. *gúlþa- = gr. φόρτο-: σπάρτο-.-. Et til sskr. adj. Ærçá- «mager» svarende subst. (sskr. */Ær'ça-) turde foreligge i oldn. ΠΟΙ m. <magerhed» (a-stamme, Wimmer, Fournnord. formlära 8 32); den urgerm. grundform *húrha- = sskr. *Ær'ça- måtte på oldn. blive til orr, da ἢ falder sporløst bort efter r og ἰ (jfr. Noreen, Altisl. Gramm. § 111). M.h.t. lavtrinnet overfor højtrinnet i ord som gr. λόγος, νόμος, τρόστος OSV. jfr. det ovenfor udviklede, ' I sanskrit foreligger det, ifølge Fick, beslægtede μαίακαηι ntr. «guld». Dette står for ἔλατίακαπι (jfr. Brugmann, Grundr. I” § 468), og der kan heraf uddrages et ntr. ἐλατίαπι (jfr. ástam: dstakam o. a.), der svarer nøjagtigt til slav. *zdó/ćo, bortsét fra den mulighed, at -a-i Żart- kan være ievr. -e- (jfr. Brugmann 1. 1. 11 208).