46 J. L. Ussing: Anm. af Koldewey und Puchstein. følger, at de maa have staaet udvendig. Templet rekonstruere de saaledes, at den nederste Halvdel af Muren afsluttes med en Gesims, omtrent som Balustraden i Selinus F, og Atlanterne reises ovenpaa denne. Derved opnaar man ogsaa en Artikulation af de større Murflader, som ellers i høi Grad vilde savnes. I Slutningen af Værket gives en systematisk Fremstilling af Tempelbygningens Udvikling i Nedre-Italien og Sicilien. Denne ligger klart for Dagen, saavel i Bygningernes Planer, som i Enkeltformerne, og er oftere fremstillet. K. lægger særlig Vægt paa Proportionerne. I denne Henseende blive Fordringerne stadig strengere. I den ældste Tid lagde man ingen Vægt paa om Afstanden imellem Søilerne var ganske den samme paa Templets Længdeside og dets Front, og man brød sig meget lidt om den af Vitruv paatalte Vanskelighed med Anbringelsen af Triglyferne, som vi ον. have omtalt. Først efterhaanden søgte man at hæve den ellers uundgaaelige Forskjel imellem Metopernes Bredde ved at rykke de yderste Søiler paa hver Fløi nærmere til hinanden, først kun i eet, siden i to Søilefag. Han mener ogsaa at have udfundet nye Forhold, der have været bestemmende for Bygmestrene. Han gaar ud fra Ferholdet imellem Epistylens og Triglyfens Bredde (S. 198). Her paatrænger sig rigtignok det Spørgsmaal, om disse to have noget med hinanden at gjøre, og om ikke den vandrette og den lodrette Retning her ere ganske uafhængige af hinanden. Udførelsen synes at bekræfte dette. K. gaar ud fra, at Epistylen og Triglyfen egentlig skulde være lige brede; men han indrømmer, at de aldrig ere dette. I Selinus D, hvor man kommer nærmest dertil, er Epistylen dog 0,07 M. bredere and Triglyfen, saa at han kun tør sige, at den er «fast genau so breit». Underligt er det ogsaa, hvis begge fra Begyndelsen af vare og skulde være lige brede, hvorfor saa Triglyfen i Udviklingens Gang stadig blev smallere og smallere, og man ikke vendte tilbage til det Regelmæssige. K. har herpaa ikke andet Svar end: «Es war dem Geist der Proportionsentwickelung zuwider». K. opstiller for ethvert Tempel et Diagram angivende Sailens Tykkelse, dens Høide, Interkolumniets Bredde, Triglyfens og Metopens Bredde. Denne geometriske Figur ser meget tiltalende ud ved altid at give hele Tal i ganske simple Forhold; men der er rigtignok af og til bortkastet smaa Brøker. Og hvad Søiletykkelsen angaar, saa har det jo altid baade hos de Gamle og hos de Nyere været Skik at betragte Søilens nederste Diameter eller Radius som den til Grund liggende Maalsenhed; men K. maaler Søilens Tykkelse ikke ved Roden, men midt paa Skaftet, hvor man slet ikke kan komme til at maale den uden paa Papiret, og hvor Maalet, hvis Søilen har en kjendelig Entasis, bliver ubrugeligt, hvorfor det ogsaa her siges, at den i Diagrammet angivne Søiletykkelse «fast immer» er at forstaa om Søilens Midte. I Proportionslæren er det mig derfor ikke muligt