Anmeldelser. Finnur Jónsson, Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie. I—II, 1. Kbhvn. 1894—98, Gad (komm.). Professor Jónssons store fremstilling af den oldnorske og oldislandske litteraturs historie, der begyndte at udkomme i 1893, nærmer sig nu sin fuldendelse. I det hidtil udkomne, nemlig første bind og andet binds første del samt første hefte af anden del, er forfatteren nået til ende med behandlingen af eddadigtningen og skjaldedigtningen i tiden indtil 1100, skjaldeperioden, samt skjaldedigtningen og det meste af sagaskrivningen i den anden litteraturperiode, sagaperioden, 1100—1300. Fremstillingen af den største og i alle henseender interessanteste del af den oldnordiske litteratur foreligger altså, og man kan danne sig et fyldigt billede af værket i dets helhed. Selve det at give en tidssvarende videnskabelig behandling af den oldnordiske litteratur er i høj grad fortjenstfuldt. Keysers «Nordmændenes Videnskabelighed og Litteratur i Middelalderen » og N. M. Petersens «bidrag til den oldnordiske litteraturs historie», begge fra midten af tresserne, er forlængst forældede og var forøvrigt allerede ved deres fremkomst utilfredsstillende. N. M. Petersens bog var kun et udkast til brug ved forelæsninger, udgivet uforandret efter forfatterens død, og Keysers værk var et tendensarbejde, hvis formål var at vise, at den oldnordiske litteratur var en norsk litteratur, overfor hvilken islændernes fortjeneste kun var afskrivernes eller højst nedskrivernes. Imidlertid havde de, navnlig Keysers bog, den fortjeneste, at de vakte en videnskabelig diskussion om den oldnordiske litteraturs oprindelse og ælde, som bleyv i høj grad frugtbringende, idet den uigendriveligt afgjorde disse spørgsmaal i den retning, at den oldnordiske litteratur er en norsk-islandsk litteratur, i hvilken svenske og danske ingen direkte del har, og at de ældste bevarede mindesmærker af denne litteratur ikke kan sættes længere tilbage i tiden end til de sidste århundreder før kristendommens indførelse. De sidste 30 år har været rige på arbejder, der har haft betydning for forståelsen af den oldnordiske litteratur; Wimmers runearbejder muliggjorde fastsættelsen af eddadigtningens tidsgrænse opad i tiden; Bugges og Sievers’ metriske arbejder blev banebrydende for behandlingen af edda- og skjaldedigtningen; Bugges mytologiske undersøgelser førte til resultater, som, hvis de blev anerkendte, måtte kaste nyt lys over store dele af den oldnordiske litteratur og kultur, og også sagaliteraturen er bleven kritisk be-