74 Henrik Bertelsen: Anm. af handlet af nordiske og tyske forskere. Med disse videnskabelige fremskridt holdt den egentlige litteraturhistoriske behandling af den oldnordiske litteratur ikke trit. Rosenbergs «Nordboernes Aandsliv» I (1878) har sin fortjeneste ved forfatterens varme sans for og digteriske forståelse af den nordiske oldkultur, men er videnskabelig set uselvstændigt; Mogks bekendte afhandling i andet bind af Pauls «Grundriss» er ganske vist helt igennem bygget på moderne videnskabelige principer, men er meget kortfattet; en udtømmende videnskabelig behandling af hele den oldnordiske litteratur gives i virkeligheden først i prof. Jónssons værk. En udmærket kender af den oldnordiske litteratur har Bugge kaldt forfatteren af dette værk, og det med rette. Sikkert ingen anden nulevende forsker har et så alsidigt og grundigt kendskab til den oldnordiske litteratur som det, prof. Jónsson har erhvervet sig gennem sin mangeårige virksomhed som udgiver og fortolker af denne litteratur, og det foreliggende værk bærer da også vidne om, at han i særlig grad har forudsætningerne for at kunne skrive dens historie. Det er for det første et udtømmende værk, for så vidt som det omhandler hele litteraturen, hvilket intet af de tidligere nævnte arbejder gjorde; forfatteren behersker hele den oldnordiske litteratur og benytter og henviser til alle videnskabelige behandlinger af den, som overhovedet kan komme i betragtning. Det er dernæst selv et videnskabeligt førstehåndsarbejde, idet forf. på intet punkt nøjes med at bygge på andres autoritet; overalt er resultaterne fremgaaede af selvstændig og grundig undersøgelse. — Det er endvidere et langt udførligere værk end nogen tidligere behandling af den oldnordiske litteratur; udførlighed betegner forf. sely i fortalen som et af sine hovedformål, ganske sikkert fordi han har følt det som en nødvendighed at give ikke alene resultaterne, men også begrundelsen, i særdeleshed hvor han gør ny opfattelser gældende eller, hvad der ofte er tilfældet, overfor den nyeste forsknings synsmåder gør sig- til talsmand for ældre opfattelser. — Fremstillingen er helt igennem præget af den videnskabelige objektivitet, som i fortalen betegnes som et hovedformål ved siden af udførlighed; forudfattede syns- måder eller teorier, efter hvilke stoffet skal føje sig, vil man ikke , finde i værket; upartisk og lidenskabsløst går forfatteren til undersøgelsen af de forskellige områder og søger, støttet af sin sikre forståelse af den oldnordiske litteratur, at udvinde de resultater, som naturligst må give sig; vidtrækkende hypoteser på usikkert grundlag indlader han sig ikke på. — En sådan videnskabelig ædruelighed er altid påskønnelsesværdig; men den bliver det i særlig grad i et værk som dette, der behandler områder, som mere end almindeligt har været udsatte for fortolkning ud fra ensidige synspunkter, ofte fremført med stor skarpsindighed, men ikke så sjældent uden kritik og uden fortroligt kendskab til de behandlede æmner. Forholdet er jo nemlig det, at der ikke alene l | l A aiae ut