86 Harald Høffding: Anm. af mod en modsat Tankegang og altsaa ere Afvisninger af modstridende Paastande!. Og da især, naar det ved nærmere Betragtning viser sig, at de Prædikater, der staa fast, væsentlig ere af negativ Art: ufødt, uforgængelig, urokkelig, uforanderlig, ubevægelig, udelelig, ikke ufærdig, uden Fortid og uden Fremtid! Her afvises en Række Tanker, og skulde Parmenides have fundet disse Tanker ved egen Grublen, eller er det ikke sandsynligere, at de ere traadte ham i Mede som Andres Paastande? Selv Udtryk som »hel« (οὖλον) og »samtidigt værende helt igennem« (ὁμοῦ πᾶν) blive kun ret forstaaelige som Afvisninger. Og de Prædikater, der saaledes afvises, ere ikke af nogen Tænker blevne hævdede med saadan Energi som af Herakleitos. Det viser sig fremdeles ved en nærmere Undersøgelse, som før Patin især Diels (Parmenides Lehrgedicht. Berlin 1897) har foretaget, at de enkelte sproglige Udtryk og Vendinger i Parmenides’ Lære og Polemik pege hen til Herakleitos. — Foruden Herakleitos er det især Anaximandros’ Lære om den kosmiske Udvikling som en Differentiation ud fra det ensartede Urstof, der er Genstand for Bekæmpelse i det parmenideiske Digt. Medens Patin og Diels ere enige i at finde stadige Hentydninger til Herakleitos i dette Værk, afvige de dog i et meget væsentligt Punkt fra hinanden. Efter Diels staar Parmenides blot i et polemisk Forhold til Herakleitos, idet han kun tager Hensyn til dennes Udsagn om den stadige Vorden, Udsagn, der ifølge Parmenides bero paa den falske Forudsætning, at baade Ikke-Væren og Væren have Realitet. Nu har jo dog faktisk Herakleitos, foruden Paastanden om den absolute Strømmen og de stridende Modsætninger, ogsaa Ideen om et Konstant, et Uforanderligt, en Enhed, nemlig Loven (νόμος), Tanken (λόγος, γνώμη), Urvæsenet (»Ilden«), der ikke forandres, men netop bestaar under Forandringernes Bølgegang som »det, der altid var, er og vil være« (Fragm. 20 ed. Bywater). Han stansede ikke ved de blotte Forskelligheder og Forandringer. Hvad han bebrejdede Menneskenes Mængde, var netop, at de ikke saa, hvorledes der trods den stadige Opstaaen af Forskelligheder dog stedse bestod en evig Harmoni: οὐ ξυνίασι ὅκως διαφερόμενον ἑωυτῷ ὁμολογέει (Fragm. 45). Diels mener nu, at Parmenides — paa en Maade, der ikke kan siges at være ualmindelig i filosofisk Polemik — har holdt sig til den ene Side af Herakleitos’ Lære, rettet sine Angreb mod den og overset den anden Side, den positive Logoslære. »Freilich«, siger Diels (p. 69), »dies ist die Regel in der ' Det kan tjene til Belysning heraf at mindes, at der er to Slags positive Domme: 1) en umiddelbar og uvilkaarlig Hævden, og 2) en forsikrende Hævden, der forudsætter Tvivl eller Negation, og som udtrykkes ved særegne Partikler eller ved stærk Betoning af Kopula. Se min Afhandling Det psykologiske Grundlag for logiske Domme, p. 30.