Patin, Parmenides. 85 Hentydninger og Sammenhænge ham for vidt; men hans Energi har ladet hâm genfinde den parmenideiske Grundtanke i Enkeltheder, der hidtil havde staaet som Tilfældigheder eller Urimeligheder. Hvad det første Punkt, Forholdet til Forgængerne, angaar, er her det Spørgsmaal af Betydning, hvorvidt Parmenides er paavirket af Herakleitos, hvis Lære om den absolute Vorden og den stadige Strømmen staar i saa skarp Modsætning til Parmenides’ Hævden af den evige og uforanderlige Væren. — Efter den ældre Opfattelse. der hævdes af en Autoritet som Eduard Zeller (endnu i de seneste Udgaver af hans Værker) staar Parmenides som en Konsekvens af den ældre joniske Skole, der søgte efter Urstoffet i Alt. Denne Enhedssøgen fuldendes efter denne Opfattelse hos Parmenides, idet han gav Enhedsprincipet den mest konsekvente og abstrakte Form, som paa det givne Udviklingstrin var mulig. Han opererer med selve det abstrakte Begreb Væren og drager en Række af Slutninger ud fra den Forudsætning, at hvad der er, maa være identisk med sig selv. Han hævder, hvad man nu vilde kalde Identitetsprincipet og Kontinuitetsprincipet i deres strengeste Former, der gør, at al Forskel, Vorden og Forandring komme til at staa som selvmodsigende og illusoriske. Det positive, anskuelige Udtryk for den absolute, identiske og kontinuerlige Væren er for ham Rummet, og Tilværelsen staar for ham som en helt igennem ensartet Kugle, afsluttet og hvilende i sig selv. Af Joniernes Søgen efter Urstoffet er saaledes kun det Stofliges abstrakte Form, Rumformen, bleven tilbage. Der skal da her foreligge en direkte, positiv Udvikling fra Thales gennem Anaxi mandros og Anaximenes til Parmenides, saaledes at Xenofanes’ Polemik mod Polyteismen bliver Overgangsleddet. — Efter en Opfattelse, der først udtaltes af Bernays og senere er hævdet af Gomperz og Diels, stiller Sagen sig mere indviklet, idet Parmenides’ Tænkning ikke blot er,en Konsekvens og Fuldendelse af den ældre joniske Filosofi, men ganske særligt er bestemt ved et Modsætningsforhold til Herakleitos. En Polemik mod den stadige Vorden antages her at ligge til Grund for den energiske Hævden af den evige Væren, og gennem det parmenideiske Læredigt finder man en stadig Polemik mod den efesiske Filosof, Man søger at vise, at de kronologiske Vanskeligheder, Zeller finder i denne Opfattelse, falde bort ved nærmere Undersøgelse. Til denne Opfattelse slutter Patin sig, og han begrunder den dybere og alsidigere, end det hidtil var sket. Parmenides’ Læredigt er kortfattet. Med kort, men fyndig Begrundelse opstiller det en Række Prædikater, som skulle gælde for det i Sandhed Værende. Det er et i poetisk Form sammentrængt Resumé af et langt Livs energiske Eftertanke. Det vilde nu, fremhæver Patin, være vanskeligt at tænke sig en saadan Række af Domme og Poəostulater, naar de ikke betegne Reaktioner