88 Harald Høffding: Anm. af Betydning for hans Opfattelse af det andet Punkt. Naar der mellem Herakleitos og Parmenides ikke blot har bestaaet et negativt, men ogsaa et positivt Forhold, vil det ogsaa vise sig lettere at finde en indre Sammenhæng mellem det parmenideiske Læredigts to Dele, Fremstillingen af den uforanderlige Væren og Fremstillingen af den vordende og modsætningsfulde Verden. I Regelen har man antaget, at der bestod et aldeles udvortes Forhold mellem Læredigtets to Dele. Man mente, at Parmenides i anden Del fremstillede en Lære, han ikke sely hyldede, men at han gjorde »de Dødelige« den Indrømmelse for en Stund at stille sig paa deres Standpunkt og vise, hvorledes Tingene her tage sig ud. Ud fra hans Teori om den uforanderlige og udelte Væren var hverken en Naturfilosofi eller en Kosmogoni mulige. En saadan Indrømmelse til den sanselige Anskuelse var naturligvis en Inkonsekvens fra Parmenides’ Standpunkt, og Gomperz har vel Ret i, at Parmenides ikke kunde have gjort denne Indrømmelse, hvis der ikke havde været en Vaklen i hans eget Sind, — hvis han ikke havde følt, at den deduktive Tankegang ikke kunde udtømme Tilværelsen, og at i hvert Tilfælde Skinnet af kvalitativ Flerhed og Forandring stod tilbage og æskede Forklaring. Det er jo klart, at Problemet om Enhed og Mangfoldighed ikke blot maa blive uløseligt, men føre til et skrigende Paradox, naar man begynder med at erklære Enheden for det eneste Gyldige og Reale. I den nyeste Tid har Diels dog hævdet, at den anden Del af Læredigtet hverken beror paa en Akkommodation eller tyder paa en Vaklen hos Parmenides. Diels finder ogsaa i denne anden Del en stadig Polemik mod Herakleitos og antager, at den Skizze af en empirisk Verdensopfattelse, der her gives, kun skal vise, hvorledes Tænkere, der ikke kunne hæve sig over de sanselige Forskelligheder og Forandringer, maa opfatte Sagen. Ved »de Dødelige«, hvis Meninger den anden Del af Digtet fremstiller, skal der altsaa efter Diels tænkes paa visse Filosofer, især paa Herakleitos. »Den anden Del af Digtet«, siger Diels (p. 63). »er ikke Andet end en kritisk Oversigt over de forudgaaende Tænkeres stridende Anskuelser, en Doxografi, der — ligesom hos Peripatetikerne — blot skal tjene Skolens propædeutiske Formaal«. Allerede i en Afhandling i et Festskrift til Zeller (1887) for nogle Aar siden havde Diels udtalt denne Opfattelse, efter hvilken Forholdet mellem Digtets to Dele jo egentligt bliver endnu mee løst og udvortes end efter de tidligere Opfattelser. Patin har nu her, forekommer det mig, den Fortjeneste at have, gjort et Forsøg paa at bringe den anden Del af Digtet i indre positiv Sammenhæng med den første Del. Han gaar ud fra, at en saa indtrængende og speciel Naturforklaring, som Parmenides efter Fragmenterne at dømme her har forsøgt, nødvendigvis maa være udsprungen af en alvorlig og positiv Interesse for Emnet. Det kan ikke blot have været andre Dødeliges Me- s Tat AA