p ninger, han har villet fremstille. Til de Dødelige regner han ogsaa sig selv, og han har altsaa indset, at der foruden den sikre Viden, der bevæger sig paa den rene Logiks Grund, gives en Opfattelse af Tingenes sanselige Forandringer og Forskelle, en Opfattelse, der kan være mere eller mindre rigtig. Det er ved hele Digtets Begyndelse en Gudinde (Sandhedens eller Retfærdighedens Gudinde), der anviser Tænkeren den rene Logiks ensomme Vej; og det er den samme Gudinde, der ved Overgangen til Digtets anden Del erklærer at ville lære ham de Deødeliges Meninger og vise ham Verdens Indretning eller Udvikling (διάκοσμος) paa en saa grundig Maade, «at ingen menneskelig Anskuelse skal kunne gøre ham Rangen stridig». Der er altsaa dog ogsaa paa det sanselige, empiriske Omraade en Rangforskel mellem Anskuelser, og det kan da ikke være det blotte, tilfældige Skin, der raader, men der maa være Principer, som gør det muligt at skelne mellem det Rigtige og det Falske. Og ved nærmere Betragtning viser det sig nu, at disse Principer ere de samme som de, der ligge til Grund ved Identitetslæren i Digtets første Del. Ogsaa i Digtets anden Del opererer Parmenides med Identitets- og Kontinuitetsprincipet (for at bruge moderne Udtryk), hvor han antyder en Kritik af de forskellige Meninger. Bag Fremstillingen af den sanselige Verdens Modsætninger og Udviklingsprocessen ligger stedse som Baggrund Enhedstanken som den, hvortil Alt viser tilbage. Saa store Problemer, en fuldstændig Forbindelse af Digtets to Synspunkter end volder, saa kan det dog, ifølge Patin, ikke siges, at Parmenides sely har opgivet det første Synspunkt, da han foresatte sig at benytte det andet. Hint danner stadigt Grundlaget for dette. Det følger af sig selv, at en saa forskellig Opfattelse af Læredigtets Indhold og Tendens som den, der her fremtræder mellem Patin og Diels, maa hænge sammen med en forskellig Opfattelse af en hel Række Enkeltheder i Digtet. De to Forskere afvige baade i Ordningen af Fragmenterne, i Oversættelsen af enkelte Steder og i Textkritiken. Det vilde være for vidtløftigt at gaa ind paa alle disse Enkeltheder, og dertil vilde ogsaa kræves en filologisk Evne og Kundskab, jeg ikke besidder. Jeg skal derfor indskrænke mig til at fremdrage nogle Punkter af særlig Interesse. V. 113 f. (Diels Fragm. VIII 53 f): μορφὰς γὰρ κατέϑεντο δύο γνώμας ὀνομάζειν. τῶν μίαν οὐ χρεών ἔστιν, ἐν ᾧ πεπλανη μένοι εἰσίν. Disse Linier oversætter Diels saaledes: «Denn sie [9: de Dødelige] haben vermeint zwei Formen benennen zu müssen; nur eine derselben, das sei unerlaubt (dabei sind sie freilich in die Irre gegangen)». Til Grund for denne Oversættelse ligger Diels’ Hypotese om, at Parmenides i anden Del af Digtet fremstiller Andres Meninger, ikke sine egne. «Natürlich», siger Diels (p. 93), Patin, Parmenides. 89