136 Hans Ræder: lig Forstaaelse af Platons Udvikling og maa gribe til den Udvej at antage slemme indre Modsigelser indenfor Platons System, hvorhos endelig «Lovene» komme til at indtage en ganske isoleret Stilling. Hvis man derimod vil bekvemme sig til at se alle de senere Skrifter i deres indbyrdes Sammenhæng, saa ville mange Vanskeligheder svinde. Ideelæren bliver da ikke eneherskende indenfor Platons Forfattervirksomhed, men kommer kun til at raade over en forholdsvis kort Tidsperiode — thi at «Phædros» - skulde være et Ungdomsskrift, er ganske utroligt — ; i «Parmenides» og «Theætet» rejses Tvivlen, og der naaes kun en tilsyneladende Sammenslutning mellem Ideelæren og den eleatiske Philosophi; i «Sophisten» skjærer Kritiken langt dybere, og her som i de følgende Skrifter slaaes der ind paa nye Baner, hvormed dog paa ingen Maade følger, at Platon skulde betragte hele sin tidligere Livsgjerning som forfejlet. Dette er altsaa den moderne Platonforsknings Hovedresultat. Det forholder sig med det platoniske Spørgsmaal omtrent som med det homeriske. Jo stærkere man gaaer ud itra Enheden — eller endog Fuldkommenheden i philosophisk, resp. æsthetisk Henseende — som Forudsætninger, desto mere nødes man netop til at skride til Atheteser. Men opgiver man alle ubevislige Forudsætninger, saa kan Meget, som ellers vilde vække Anstød, gjælde for ægte, — kun at Ordet «ægte» faaer en anden Betydning i Forhold til Platon end i Forhold til Homer. Men i begge Tilfælde er der utvivlsomt endnu et stort Arbejde at udføre. Der er kun een Ting, som man ikke har Lov til. Man har ikke Lov til paa Forhaand at udkaste et Helhedsbillede, hvortil enhver Enkeltundersøgelses Resultat skal passe. Om det Billede, som Hr. S. udkaster for os, af Platons aandelige Udvikling — eller Mangel paa Udvikling —, kan jeg ikke tilbageholde den Dom, at, hvor stor en Kjærlighed til Platon og Begejstring for hans Philosophi det end vidner om, saa beroer det dog kun paa en ganske vilkaarlig Konstruktion. At hele Platons Verdensopfattelse er slaaet ned i hans Sjæl paa een Gang som et Lyn, ligesom Hegels Philosophi slog ned i Heiberg, da han sad paa sit Hotelværelse i Hamburg, og at han derefter ikke havde Mere at lære, det er Noget, som vi ikke kunne have den fjerneste Kundskab om. Vor Opgave er ihærdigt at arbejde med det Stof, som er os overleveret; hvis det derigjennem lykkes os at naa frem til en Helhedsopfattelse, saa have vi Lov til at glæde os derover, men det er vor Pligt altid at være rede til at underkaste vort i Bea iie