Platonforskningens nuværende Standpunkt. 135 eleatiske ὄν, og naar Hr. S. særlig nævner «det Ligestores» Idee, saa maa der erindres om, at, fordi Platon i tidligere Dialoger har talt om en saadan, kan han godt senere have opgivet denne Tanke. At han virkelig har gjort det, derpaa tyder Ar. Metaph A 9. p. 990 b 16 og M 4. p. 1079 a 12, hvor det hedder, at Platonikerne ὁ ikke antog Ideer af Relativiteter (τὰ πρός τι). Mon det skulde være uberettiget her at søge en vis Sammenhæng? Imidlertid — det være nu, som det være vil; jeg er fattet paa, at min Kommentar til det omtalte Sted ikke vil finde mere Naade for Hr. S.’s Øjne end Stedet selv. Spørgsmaalet er jo ikke, om der er Mening i det, men om det kan være skrevet af Platon. Naar Hr. S. udbryder, at «Mage til spidsfindigt Ræsonnement skal man vanskelig finde», saa vil jeg, om saa skal være, indrømme ham Spidsfindigheden, men til Gjengjæld vil jeg tillade mig at paapege en Parallel fra en af de Dialoger, som endog Schaarschmidt erklærer for utvivlsomt ægte. I Gorg. p. 460 A—-B drager Sokrates ud fra den Forudsætning, at Taleren maa kjende τὰ δίκαια καὶ τὰ ἄδικα, paa følgende Maade den Slutning, at han ogsaa maa være retfærdig: den, der har lært τὰ τεκτογικά, han er τεκτονικός 0. 8. v., altsaa er den, der har lært τὰ δίκαια, ogsaa selv δίκαιος. Dette Resultat naaes kun derved, at de generende Ord καὶ τὰ ἄδικα uden videre borteskamoteres. Er et saadant Kneb virkelig en Tænker af Platons Rang værdigt? Var det mon ikke paa Tiden, om man for at redde Platons Ære ogsaa søgte at bevise Uægtheden af «Gorgias»? Men Hr. S. har Ret i, at man maa tage Hensyn til Læserens Taalmodighed; det gjælder nu at drage Konklusionen. Og Konklusionen kan kun blive den, at Platon i sine ældre Aar paa flere væsentlige Punkter har forandret sine tidligere Anskuelser. Naar Hr. S. herimod paaberaaber sig «Lovenes» Vidnesbyrd, saa vil jeg blot anmode ham om at gjennemlæse den Række Klagepunkter, som Zeller i sine «Platonische Studien» S. 117 f. har samlet imod dette Skrift. Det er næsten Ord til andet de samme Indvendinger, som rettes mod «Sophisten». Zeller mente dengang at kunne bevise «Lovenes» Uægthed, men forlod snart denne Anskuelse. Ved derimod haardnakket at fastholde, at «Theætet», «Sophisten» og «Politikos» tilhøre et tidligt Stadium i Platons Forfattervirksomhed, har han spærret Vejen for sig til en virke- ! Paa det ene Sted hedder det φαμεν, paa det andet φασι, idet Aristoteles ofte regner sig selv med til Platonikerne.