144 H. Bæk: Anm. af Folkeviser ved Olrik. holder, i kort Begreb, alt hvad der nu kan siges om Folkeviserne, Den behandler Viseformens Opstaaen (det fastslaas, at vor Folkevise c. 1200 er opstaaet ved, at den kortere lyriske Dansevise af fremmed Oprindelse forenedes med det længere fortællende Digt), Sproget, Skuepladsen for Visernes Handling, Riddergaarden og dens Indretning, Samfundsklasser, Visernes Emner o.s. v. Og det er ikke tung Læsning, der her bydes. Forfatteren skriver med en Kærlighed til Emnet, en Fordybelse i Middelalderens Levevis og Tankegang, en Forstaaelse af Visernes Indhold, som maa virke ansporende paa enhver, der blot har mindste Interesse for Poesi og Historie. Endelig gives der en udførligere Gennemgang af flere Viser, hvor Forf. lærer os at læse Karaktererne ud af den knappe Skildring (se f. Eks. «Jomfruen paa Tinge» Nr. 40, Indledn. S. 22—23, eller «Ebbe Skammelsen» Nr. 44, Indledn. 5. 34—38) og ypperligt forstaar at pege paa Handlingens Baggrund af Natur (se f. Eks. <Nilus og Hillelille» Nr. 32, Indledn. 5. 29—30). Veð Valget af Viser har Olrik utvivlsomt taget Hensyn til Grundtvigs «Udvalg». … Naar han medtager 17 Viser, som alt findes hos Grundtvig, er det for at give en helt ny Redaktion. Grundtvigs poetiske Evne og hans Fortrolighed med Folkevisens Stil og Rytme forledte ham ofte til dels at tildigte, hvad han syntes manglede (ligesom A. S. Wedel för ham!) dels til at bibeholde alt, hvad han fandt smukt i de forskellige Former af en Vise, men derved svulmede hans Redaktioner ofte op til en betænkelig Bredde. For den moderne Forskning staar i Regelen den korteste Form som den ældste og ægteste. Dens Fremgangsmaade bliver en ganske anden. «Selv de bedste Overleveringer ere førte i Pennen længe efter, ofte et Par Aarhundreder efter Visens Tilblivelse. I mange Tilfælde have de senere Ændringer indskrænket sig til Omdannelsen af enkelte Udtryk og til Tilföjelse eller Udeladelse af enkelte Vers. I mange andre Viser er der sket store Ændringer; den oprindelige Stamme i Digtet indskrænker sig til en bestemt Handling og visse udprægede Vers, men senere Sangere have med Forsæt eller tilfældig indsat mange nye Vers og udmalt Handlingen enten bredere eller knappere». De Principper, hvorefter Teksterne ere dannede, angives kortelig 8. 171, og en Redegörelse for Kilderne til de enkelte Visetekster findes paa 5. 172—73. Forskellen mellem Grundtvigs og Olriks Fremgangsmaade kan oplyses ved et Par Eksempler. «Dagmars Død» har hos Grundtvig 39 Vers, hos Olrik 22. Vers 14 hos Grundtvig: Han red Nætter, og han red Dage, som Gud gav hannem til Naade: det var stort Under, at Hest og Mand de styrte ikke døde baade. Ai a de