CT Kaper, Tysk Grammatik. 178 Iøvrigt er der til dette Afsnit at bemærke, at der S. 10 under Omtalen af Diftonger burde staa 5 i Stedet for 3, da der paa det Sted er Tale om Bogstavtegn (ikke Lyd), at Bogstavet w ikke er det samme som hos os og altsaa burde være taget med ved Omtalen af A, Κα o. s. v De to Stykker om Kvantiteten (S. 10 & 11) sige saare lidt. Om Udtalen af au staar, at det udtales som et virkeligt au; hvis dermed menes, at det udtales som den danske Interjektion, er det neppe rigtigt; Forklaringen i den forrige Udg., at det udtales midt imellem av og ov, synes mig bedre. I Endelserne ἐφ, icht, lich, isch, rich, zig udtales i ikke langt, som der staar S. 12. Endelig er det ikke let at forstaa, hvad Forff. mene med «blødt p» og «blødt í». I Fremstillingen af Formlæren og Syntaksen er der ingen særlig store Forandringer. Moan kunde önske en kortere Fremstilling af Könsreglerne; i en Skolebog har man sikkert mere Udbytte af at opføre enkelte Hovedregler, som ere nogenlunde fri for Undtagelser, og saa overlade Könsbestemmelsen af mange Ord, som ikke kan føres ind under disse, til Øvelse og Leksikon. I Afsnittet om sammensatte Verber staa vedblivende rafschlagen og handhaben först opførte som afledede (altsaa ikke sammensatte) Verber (§ 116) og dernæst i § 120 f som ægte sammensatte. Da der i det hele er saa faa O d, der danne ægte Sammensætning, forekommer det mig, at man — i alt Fald i en Skolebog — godt kan nöjes med at opføre dem, der danne ægte Sammensætning (Verber med Forstavelserne be, ge, emp 0. s. Vv. opføres i de fleste andre Lærebøger som afledede), og dem, der snart danne ægte, snart uægte Sammensætning, 0g saa sige, at andre danne uægte Smstn.; § 119, som indeholder de Ord, der danne uægte Smstn., blandt hvilke en Del mangler, kunde godt være sparet. Reglerne om durch, um 0. s. v. ere godt samlede saa et kort Skema S. 103, men der er rigtignok forud brugt megen Plads til Omtalen af de med disse 4 Ord sammensatte Verber. Afsnittet om Konjunktiv er ogsaa noget udvidet; Indledningsparagraffen er bleven tydeligere og mere retvisende, og större Nöjagtighed er opnaaet. Anm. finder dog Reglen om hypotetiske Sætninger bedre fremstillet i den gamle Udgaves § 217 endi den nyes § 216; ved en Betingelsessætning forstaas en Bisætning; paa det omtalte Sted er Ordet brugt baade om den betingende Bisætning og den betingede Hovedsætning. Der kunde nok rundt omkring i Bogen findes Enkeltheder, man kunde rejse Indvendinger imod; hvorfor tages f. Eks. Ord som aber, sondern, allein, als, wie med under Adverbier (§ 131, 8 og 9)? Man kan næppe sige, at gehen bliver transitivt, ved at et Adjektiv tilföjes; hele Udtrykket «müde gehen» er transitivt (§ 161 Anm.) Men i det hele er Stoffet godt ordnet,