Harnack, Kristendommens Væsen. 175 ifølge Harnack se paa hele dens Historie. Urkristendommen er kun denne Histories første Periode, og ingen enkelt Periode kan fuldkomment og definitivt udtrykke Kristendommens Væsen. Foruden det, Harnack kalder «Evangeliet», Kærnen i Kristendommen, er der i enhver Periode, ogsaa i den første, andre medvirkende Elementer («Koefficienter» kalder Harnack dem), som skyldes Tidens og Kulturens Forhold til given Tid og Sted, og som kunne indgaa en mere eller mindre inderlig Forbindelse med den egentlige Kærne. Hvad Urkristendommen angaar, bestaa disse Koeffcienter, der maa udskilles, forat Evangeliet kan vedblive at virke, især af Troen paa Historiens snare Afslutning ved Messias’ Genkomst og Troen paa Undere. De centrale Elementer i Kristendommen fremtræde derimod klart i Bjergprædikenen, især i Saligprisningerne og Fadervor. Hertil henviser Harnack Enhver, der vil vide, hvad Kristendom egentligt er, Dens ledende Tanker ere Ideerne om Guds Rige, som skal komme, om Gud som Pader, om Menneskesjælens uendelige Værdi, om en højere Retfærdighed og om Kærlighedsbuddet som Lovens Fylde. Men det Vigtigste er, at der bag alle disse Tanker staar en levende og mægtig Personlighed. dyb og klar, vældig og mild som ingen anden. I hans Tale er den inderligste Alvor forbunden med et aabent Blik for Livets Mangfoldighed. I hans Lignelser spejler det Største sig i det Mindste. Alle Modsætninger falde bort eller træde i lige Grad i det ene Fornødnes Tjeneste. Her er ingen Sygelighed og ingen ekstatisk Overspænding, og dog den stærkeste og inderligste Fordybelse eg Koncentration. Om hans personlige Udvikling vide vi Intet, og vi vide idethele Intet om ham før hans tredivte Aar. Men netop dette er, ifølge Harnack, et betegnende Træk, ti deraf maa sluttes, at ingen Kriser og indre Storme ere gaaede forud tťor hars offentlige Fremtræden. Alt hvad han siger, kommer saä umiddelbart og saa selvfølgeligt, og staar i den Grad som det, i hvilket han lever og aander, at det ikke kan være møjsommeligt tilkæmpet. Hvad dette sidste Punkt angaar, er den Slutning, Harnack drager, dog ikke ganske sikker. Det gælder saa godt som om alle Oldtidsskikkelser, at de staa for os i deres hele, fuldt udviklede og harmoniske Form, uden at vi faa Noget at vide om, hvorledes de ere blevne til det, de ere. Det kan i mange Tilfælde komme af Mangel paa historiske Efterretninger; men det hænger sikkert idethele sammen med, at man i Oldtiden ikke havde vor psykologisk-historiske Interesse for at se Karaktererne i deres Genesis. Oldtidens Psykologi var plastisk og intuitiv, ikke genetisk og analyserende. KLigesaa lidt som man kan slutte, at Sokrates uden indre Kampe har vundet den overlegne Selvbeherskelse, med hvilken han fremtræder for os, ligesaa lidt kan det være berettiget at drage en saadan Slutning med Hensyn til Jesus af Nazareth.