176 Harald Høffding: Anm. af Da Kristendommens Væsen ifølge Harnack kun forstaas ved hele dens Historie, følger han den paa dens Vej fra Urkristendommen gennem den apostoliske Tid, oldkirkelig Katolicisme, romersk og græsk Katolicisme og Protestantisme. Han giver her en Række ypperlige Karakteristiker. Af disse er maaske Skildringen af den græske Kirke den mest vellykkede, og den vil særligt interessere de Mange, der kende og elske den moderne russiske Literatur. Man vil forstaa Leo Tolstoj’s Stilling og Betydning bedre gennem den. Dog burde der sikkert ogsaa være henvist til de ejendommelige russiske Sekter, der frembyde nogle af de mærkeligste religiøse Fænomener og belyse den Indflydelse, Racekarakteren har paa det Religiøses Udformning. Efter Reformationen er der ifølge Harnack ikke kommet Noget frem, som kunde stille det religiøse Problem i en ny Form. De Vanskeligheder, «Evangeliet» møder, ere og blive de gamle. Denne Udtalelse maa undre enhver Læser, da det dog er klart, at Harnacks eget Standpunkt, hele den Maalestok, han anvender ved Sondringen mellem Kærne og Skal i Kristendommen, netop skyldes Faktorer, der ere komne frem efter Reformationen. Der er en stor Forskel mellem Luthers og Harnacks Opfattelse af Kristendommens Væsen, og Harnack lægger ikke Skjul derpaa, men giver en skarp Paavisning af Luthers Begrænsning. Luther var for rask til at lave nye Landskirker; han var for angst for «Sværmerne», for ivrig til at bekæmpe dem, for uvillig til at lære af dem. Og han stod ikke paa Højden af den Erkendelse, der. dog allerede var mulig i hans egen Tidsalder. Særligt havde han ingen virkelig historisk Forstaaelse af Urkristendommen, Utallige Problemer har han ikke kendt og var derfor uden Evne til at skelne mellem Kærne og Skal, Oprindeligt og Fremmed. — Men naar denne Kritik af Reformatoren staar fast, saa maa der dog paa det religiøse Omraade være sket noget meget Væsentligt siden Reformationen! Forskellen mellem Harnacks og Luthers Standpunkt maa skyldes «Koefficienter», der ere fremkomne efter Reformationen, og i Kraft af sin egen Methode maatte Harnack være gaaet nærmere ind paa «Evangeliets» Forhold til disse nye Kulturelementer, end han har gjort. Og naar Harnack fra Urkristendommen udskiller Mirakeltroen og den kiliastiske Messiastro som Koefficienter, der ikke have med Evangeliets Kærne at gøre, saa foretager han i Virkeligheden denne Udskillelse i Kraft af de moderne Kulturelementer, der betinge hans Methode. Han staar paa den moderne Naturvidenskabs, Historiekritiks og Psykologis Grund — i samme Øjeblik, som han erklærer dette Grundlag for at være uden Betydning! Her fremkommer nu et Problem af stor Betydning, som Harnack i den foreliggende Bog ikke har fremdraget. Kan den nytestamentlige Forestilling om Guds Rige helt skilles fra Forventningen om dets snare, overnaturlige og ydre Realisering? Og # ii p PREA m Ag Ensi m το AL