Harnack, Kristendommens Væsen. 177 bestemmes ikke den urkristelige (nytestamentlige) Etik paa de mest afgørende Punkter — Forholdet til Familieliv, Statsliv, Kunst og Videnskab — netop ved denne Forventning? Hvis dette er saa, maa den «kristelige» Livsanskuelse og Livsførelse, der bliver mulig, efter at der paa den af Harnack angivne Maade er skelnet mellem Kærne og Skal, blive af væsentligt anden Beskaffenhed end den urkristelige. Det skyldes sikkert den populære Karakter, Harnack har givet sine Forelæsninger, at han ikke er gaaet ind paa denne Side af Sagen. I sin store Dogmehistorie — et af den moderne Videnskabs monumentale Værker — udtaler han sig derimod om det med al ønskelig Klarhed. Han anerkender der, at med de apokalyptiske Forestillinger falder den egentlige nytestamentlige Etik ogsaa bort. Derfor maa den kristelige Livsanskuelse suppleres, og paa Spørgsmaalet om, hvorfra Suppleringen skal ske, henviser han til — Antiken og Goethe! Hvorledes denne Sup plering skal ske, saa at der kan komme et harmonisk Livshele ud deraf, derom siger han Intet. Det har for mig været en Skuffelse, at den nye Bog heller Intet bragte herom, ikke engang berørte Problemet. Det forekommer mig at maatte være en aldeles væsentlig Side af Sagen, naar det gælder at orientere unge Videnskabsdyrkere overfor «Kristendommens Væsen». Hvad der efter Harnacks Overbevisning stadigt igen vil føre tilbage til «Evangeliet», til Kærnen i Kristendommen, udtaler han ganske kort i sine Slutningsord: «Naar vi med fast Villie hævde de Kræfter og Værdier, der paa vort indre Livs Hoøjdepunkter straale frem som vort højeste Gode, ja som vort egentlige Selv, — naar vi have Alvor og Mod nok til at lade dem gælde som det Virkelige og forme vort Liv efter dem, — og naar vi saa se paa Gangen i Menneskehedens Historie, følge dens opadstigende [Udvikling og stræbende og tjenende opsøge Aandernes Samfund i den, — saa ville vi ikke synke hen i Lede og Mismod, men vi ville vinde Vished om Gud, den Gud, som Jesus Kristus kaldte sin Fader, og som ogsaa er vor Fader». — Ja, hvad der her antydes, er Gangen i al religiøs Erfaring. Religiøs Erfaring angaar netop det højeste Værdifulde, vi kende, i dets Forhold til Virkeligheden. Men skulde den faste Overbevisning om Værdiens Bestaaen ikke kunne formes og udtrykkes paa anden Maade og i andre Forestillinger end i dem, der blive tilbage efter den kritiske Sondring mellem Skal og Kærne i Urkristendommen ὃ Og ere ikke selve disse Forestillinger snarere at kalde Billeder og Symboler end egentlige Tanker? — Selv om disse Spørgsmaal besvares med Ja, er og bliver Kristendommen den mægtigste aandelige Bevægelse, der har grebet ind i den europæiske Menneskeheds Aandsliv, og dens Virkninger ville ikke forsvinde. Men dens Forhold til Aandslivyets andre Elementer er endnu mere indviklet, end selv den smukke og betydningsfulde Drøftelse, den Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. IX. 12