180 V. Stigaard: Anm. af Wulff, De franska hist. tempora. oversættelse, må man dog huske, at enhver af de andre oversættelser vil rammes af den samme kritik i endnu langt höjere grad. Som hjælpemiddel til en almindelig — ikke rent specielt anlagt — indførelse i Sakses sagnverden står den over enhver af sine forgængere; og da den er overordentlig praktisk anlagt, må man håbe og vente, at den for mange videnskabsmænd bliver en sådan orienterende medhjælp i dette store, endnu langtfra gennemforskede sagnstof. Axel Olrik. Fr. Wulff, De franska historiska tempora. Minnesblad för lärare och studerande. Lund 1900, Gleerup. På kun 43 sider — hvoraf endda over tredjedelen henstår blanke, forat læseren kan udfylde dem med noter — har prof. Fr. Wulff givet en oversigt over anvendelsen af «aorist» (0: ἐδ passé défini), imperfektum og «perifrastisk perfektum» i moderne fransk tilligemed en del oplysende eksempler. Uden at indeholde noget egentlig nyt, vil det lille hæfte være den studerende til nytte ved studiets begyndelse; de fleste eksempler synes velvalgte og svarende til de regler hvorunder de er indordnede: men en væsentlig mangel er det at læseren overfor disse eksempler savner et kontrolerende middel: enten burde citaterne have været længere, visende stederne i deres sammenhæng, eller der burde have været angivet hvorfra de citerede steder er hentede. Se således de to eksempler: 7 απί que j'eus de l'argent, mon hôte eut de grands égards pour moti (s. 13) og: Les vaisseaux restaient à sec, iant que durait l'hiver (s. 18). Løsrevne af sammenhængen, oplyser disse eksempler aldeles intet. Denne anke gælder iøvrigt ikke blot den foreliggende lille afhandling, men de fleste franske grammatiker, större som mindre: hvor er det muligt at klare det vanskelige spörgsmäl om de s. k. historiske tider ved hjælp af løsrevne sætninger? I de allerfleste tilfælde er det jo netop forholdet til de omgivende sætninger, der bestemmer forfatterens brug af Pimparf. ell. le passé déf. pà det enkelte sted. Dette står i alt fald for anm. som det eneste frugtbringende synspunkt. Om antallet af de grupper af tilfælde der bör opstilles, kan der altid diskuteres; anm. må dog påpege én rubrik, der snarest synes at måtte lede til misforståelser: benyttelsen af aorist hvor synspunktet er «sammenfattende» (s. 13) med bl. a. følgende eks.: La république romaine dura cinq cenis ans. Hvorfor er i denne sætning handlingen mere sammenfattende end i følgende (s. 10): JI mit une heure à écrire une lettre? Jeg kan ikke indse det. Meget uklar er også følgende bemærkning (s. 13):