Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Spørgsmaalet maa da kornme til at dreje sig oin,
hvorvidt den homeriske Tids Gudetro som saadan kun har kjendt
Personifikationen i liiu temmelig afblegede Form, kun har
kjendt Gudepersouiiikationer som hine Quasi-Væsener, der
aabenbart kun toges frem ved særlig højtidelige
Lejligheder , eller om Personifikationen har spillet en større
Rolle i Tidens religiøse Forestillinger som Gjenstand for
virkelig Tro, — det drejer sig, kort sagt, om, hvor vi i de
homeriske Personifikationers Række skulle sætte Grænsen
mellem de religiøse og de rent poetiske Allegorier.
Dette Spørgsmaal lader sig ikke besvare ved
simpelthen at henvise til, hvilke af disse Personifikationer der
dyrkes, hvilke ikke. Thi for det første giver Homer os
idet-hele kun sparsomme Oplysninger om dette Punkt, ogsaa
hvad selve de store olympiske Guder augaar, saa at vi
intet tør slutte af hans Tavshed. Men dernæst er det her
Opgaven at paavise, i hvilket Omfang den homeriske
Religion har rummet allegoriske Forestillinger; det er derfor
Spørgsmaalet om hans Tro paa disse Væseners Existens,
der maa komme i første Række, Spørgsmaalet om hans
Inderlighedsforhold til dem gjennem en Dyrkelse kan først
komme i anden.
Der bliver da formentlig ingen anden Vej at gaa end
at forfølge Personifikationen opefter, fra dens første
Begyndelse, hvor dens rent poetiske Karakter er uomtvistelig,
for saaledes at se, om hin Grænse vil frembyde sig af sig
selv paa et eller andet Punkt i Rækken.
Fra de rent sproglige Personifikationer kunne vi her se
helt bort. Ligesom i alle andre Sprog findes der ogsaa i
det homeriske saadanne, der ved helt at være blevne
optagne i det daglige Sprog have tabt deres Betydning som
Dobbeltforestilling for Bevidstheden, og derfor som
Personifikationer maa erklæres „døde og magtesløse at være“;
de have mistet al psykologisk Interesse. Overgangen fra
dem til de poetiske dannes da af endel Udtryk, som dels
vistnok have tilhørt Tidens almindelige poetiske Sprog, dels
vel skyldes Digteren selv, men dog ogsaa tabe meget af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
