Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kreds, kan nu formentlig betragtes som givet, men have de
da alle været Guder, eller hvor skulle vi sætte Grænsen
mellem, hvad vi kaldte rent poetiske og rent mythiske
Personifikationer?
Dette Spørgsmaal vil det nu ikke være vanskeligt at
besvare. Vi saa, at ligesaa sikkert som det ikke kan have
været Alvor med alle hine Personilikationer, ligesaa afgjort
gjorde deres indbyrdes Stilling det umuligt at drage nogen
bestemt Grænse en Iagttagelse, der dengang kunde friste
ti! at betegne dem alle som lette Fantasifostre, der intet
havde med Tidens religiøse Tro at gjøre. Efter at det
imidlertid nu har vist sig, hvor fremmed enhver rellekteret
og dogmatisk Sondren er for Tidens hele Forestillingskreds,
ligger det simple Svar nær: Tiden har selv ingen skarp
Grænse kjendt, og det vil derfor være forgjæves for os at
søge nogen saadan. Fejlen ligger i Spørgsmaalet. Der har
været Personifikationsforestillinger, som afgjort kun hørte
hjemme i den poetisk-legende Sfære, andre, som ligesaa
afgjort kun havde deres Plads i den religiøse Tro, men
Overgangen har været i høj Grad flydende. Det «samme Væsen
har endog snart kunnet være en let Fantasiskabning, snart
en Gud, hvis Hjælp man anraabte i Nøden. Kort sagt, det
homeriske Pantheon har været en Bygning med aabne
Fløjdøre til alle Sider: Guder ere gaaede ind, og Guder ere
gaaede ud. At det alligevel i det enkelte Øjeblik kan have
været Alvor med disse „schwankende Gestalten11, — ja, det
viser os, at vi befinde os i en Tid, hvor Modsigelsen uden
at være Princip — vi ere jo i Hellas — dog er Regelen;
det minder os om, at vi her enduu bevæge os indenfor den
klassiske Kulturs første Barndomstid.
IV.
Den klassiske Kulturs Barndomstid! — Hvor ofte har
tnan ikke forglemt, at det var den, vi her havde, og søgt
efter en modnere Tids Reflexioner i disse Digte! Kan
denne for en Historiker allerfarligste Fristelse, at forudsætte
sin egen Tids Tankesæt i en fjærn, forbigangen Periode,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>