Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ham vistnok overleveret; at derimod Afrodite efter Affæren
kom til Paphos og der blev badet og salvet, har den vel
næppe indeholdt, og ganske sikkert ikke, at det just var
Chariterne, der her betjente hende. — At Ares’s Søn faldt i
Kampen for Troja, som det fortælles i Iliadens 15de Sang,
kan Traditionen vel ogsaa have berettet, men at Guden ved
den Lejlighed kjørte ned til Kamppladsen, har den næppe
meddelt og navnlig ikke, at det netop varDeimos og Fobos,
som her spændte Hestene for Vognen. Fremdeles er
Fortællingen om, at Zeus dysses i Søvn af Hera muligvis af
ældre Datum, men den omtalte Samtale mellem hende og
Hypnos er sikkert Digterens Værk.
Det er saaledes overalt i Fortællingernes yderste
Periferi, at disse personliggjorte Begrebspersonifikationer bevæge
sig. En Undtagelse danner kun Charis, forsaavidt den optræder
som Hefaistos’s Hustru, men det maa dog her erindres, at
hendes ægteskabelige Stilling hos Homer, som bekjendt, er
af en temmelig problematisk Karakter; netop dette Tilfælde,
hvor det ene Digt angiver Afrodite, det andet denne
Personifikation som Smedegudens Hustru, viser, at Traditionen,
selv i saadanne mere fremtrædende Spørgsmaal, ikke kan
have haft en saa fastslaaet og bindende Karakter, saaat det
næppe vil synes for dristigt at antage, at Iliadens Digter er
den, der har stiftet dette Ægteskab.
Dermed er imidlertid vistnok ogsaa angivet den yderste
Grænse, hvortil Hypothesen paa dette Punkt tør gaa, nemlig til
at antage Begrebspersonifikationerne i det væsentlige og deres
Personliggjørelse fuldstændig for denne eller disse Digteres
Værk. Navnlig gaar det ikke an ogsaa at ville erklære
Personliggjørelsen af Naturpersonifikationerne for deres
Opfindelse. Det viser fremfor alt Fortællingen om Eos’s
Kjær-lighedsæventyr, til hvilke der kun hentydes i Forbigaaende,
saaat Digteren har forudsat dem som bekjendte for sine
Tilhørere. Men det maa da ogsaa erindres, at denne Periode
jo ogsaa af andre Grunde ikke kan tænkes indledet med de
homeriske Digte. Hvad der derimod kan betragtes som
sikkert, er, at hele denne Personliggjørelse af Personifika-
Nord. tidekr. f. filol. Ny række. X. 6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
