Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
selv1), i alt Fald i vor nuværende Homertext gjentagne
Gange findes brugt som saadant, kan der ikke være Tvivl
om (fnoTjiiirei xal ι.νώγοι 7. 439, ε 139 o. a. 1.); at et
Opfordrings-verbum kan staae i Præsens ogsaa om en allerede fremsat
Opfordring, i alt Fald saalæuge den endnu ikke er
efterkommen. trænger dog vel beiler ikke til Beviis (χέλεαι A 74,
e 174 Og oftere, χελενει B 114 = / 21, χέλετηι φ 381), og
lægger man maaskee særlig Va*gt paa, at Guddommen, fra
hvem Opfordringen er udgaaet, her har været personlig
tilstede, men er forsvunden igjen, da er ganske det Samme
Tilfældet N 69, hvor χέλετηι er brugt om Poseidon, der — i
Kalchas’ Skikkelse, men ved Bortgangen kjendt som en Gud
(τις.. ϋ-εών v. 68) — har opmuntret de to Aianter til tapper
Modstand. En anden mulig Forklaring af C.s Raisonuement,
nemlig at han skulde troe, at en Frygtssætning kun kan
angaae det Fremtidige, og at en Hovedsætning, der angaaer
det Fremtidige, ikke kan have en Tidsbisætning i Præs. hos
sig, kan jeg endnu mindre tænke mig rimelig; thi Frygt kan
man jo da godt nære ogsaa for det Nærværende, ja selv for
det Forbigangne, forsaavidt det er ubekjendt, og et vvv ved
Futui’um f. Ex. eller lignende Forbindelser høre da
ingenlunde til Sjeldenhederne. I Tidsforholdet mellem
Hoved-og Bisætningen kan jeg altsaa indtil videre ikke see nogen
Hindring for at opfatte οτε som temporalt, endsige, hvad der
her nærmest maa blive Tale om, som temporal-causalt.
Friedländer S. 58 vil her ligesom i de endnu resterende to
Steder, skjøndt vistnok uden egentlig sikker Støtte i den
efterhomeriske Sprogbrug, have οτε opfattet som Betegnelse
for, hvad han kalder „adverbialem sententiarum relationem41,
d. v. s. som et idet-, „neque enirn11, siger han, „indicium
solum fuit Ulixi consilium deæ cujuslibet doli, quem sibi
nexurus esset aliquis deus, sed in ipso consilio dolum ac
insidias deorum cujusdam depreheudere sibi visus est11. De
forskjellige smaa Spidsfindigheder, der her komme til syne i
Modsætningen mellem deæ og aliquis deus, som om der i
’) S. f Ex. La Roche, die homerische Textkritik im Alterthum S.
194 Ö.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
